Det støtter vi

Helsefonden støtter projekter indenfor social- og sundhedsområdet med fokus på tre uddelingsområder
fundats

 

Her finder du projekter bevilliget siden 2019

  • Sygdomsoplevelsen hos unge kræftoverleveres transformeret gennem dans: et pilot-studie

    Forskning
    Projektleder
    Sarah Pini
    Institution
    University of Southern Denmark
    Bevilling
    300.000
    Bevillingsår
    2023

    Hvordan kan man som ungt menneske genskabe relationen til sin krop og sig selv efter at
    have været igennem en kræftbehandling? Hvem er man på den anden side, og hvordan
    kan man få ejerskab til sit liv igen efter at kroppen er blevet ændret af kirurgi, kemoterapi,
    stråler og anden behandling? Hvad er det overhovedet for en krop og et menneske som
    har overlevet?
    Det er centrale spørgsmål for projektet, der er optage af hvordan kreativitet og fysiske
    kunstformer som dans kan give mulighed for at danne sammenhæng i noget af det, man
    måske dårligt kan sætte ord på. Og hvordan dansen kan være med til at skabe en ny
    fornemmelse af sin krop og sig selv.
    Gennem fem kreative danseworkshops for unge med kræft i alderen 18-39, der
    rekrutteres fra Aarhus og Odense Universitetshospitaler, vil projektet søge viden om,
    hvordan selv og krop kan genopleves og genfindes i fællesskab med andre gennem dans
    og kreative bevægelsesudfordringer. Det kan være bevægelsesopgaver hvor de unge i
    fællesskab fx skal arbejde med et begreb som tillid ved at udforske, hvordan tillid rent
    fysisk opleves når de bevæger sig sammen, og hvordan de ser det gennem de erfaringer
    de bærer med sig fra kræftforløbet. En professionel danser planlægger og leder sammen
    med forskergruppen disse workshops, hvor erfaringer opsamles og dokumenteres i video,
    tegninger og deltagernes egne ord.
    Arbejdet med selv og krop gennem bevægelse i workshoppene følges gennem
    etnografiske metoder, hvilket betyder, at forskerne både observerer, hvad der sker
    gennem deres egen deltagelse, gennem løbende samtaler med deltagerne, tegninger og
    noter som deltagere og forskere producerer, samt video, der optages under workshops
    og som videodagbøger produceret af deltagerne mellem workshops.
    Som afslutning ved den sidste workshop sammenklippes en kortfilm med materiale som
    både deltagere og forskergruppen har optaget undervejs. Filmen bliver et produkt, som
    deltagerne kan dele med deres netværk, men som også kan fortælle deres historier og
    erfaringer bredere i sundhedsvæsnet og netværk for kræftpatienter. Efter workshoppen er
    afsluttet vil deltagerne blive interviewet om deres erfaringer. Samlet skal materialet skabe
    indsigt i hvordan dans og fælles improvisation og bevægelse kan anvendes i
    rehabiliteringen af unge med kræft. Resultaterne fra dette projekt vil kunne danne
    grundlag for at designe og implementere nye rehabiliteringstilbud i feltet mellem kunst og
    sundhed som kan tilbydes til unge kræftoverlevere i Danmark. Forskergruppen har
    tidligere arbejdet med at udvikle metoder for denne type af arbejde og har udover
    forskning, professionel erfaring med både dans og filmproduktion.

  • Pharmacological migraine treatment: Targeting treatment expectations to optimize treatment effects

    Forskning
    Projektleder
    Sigrid Juhl Lunde
    Institution
    Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
    Bevilling
    225.000
    Bevillingsår
    2023

    Migræne er en af de mest almindelige sygdomme i Danmark. Omkring 640.000 danskere
    lider af tilbagevendende migræneanfald, som er forbundet med forringet livskvalitet,
    nedsat funktionsniveau og højere sygefravær. Selvom der i de senere år er sket meget
    inden for udviklingen af migrænemedicin, peger undersøgelser på, at en stor del af
    behandlingseffekten ikke kan forklares af selve medicinen, men derimod af såkaldte
    kontekstuelle faktorer – så som patienternes forventninger til behandlingen, mødet med
    lægen og den måde, lægen informerer patienten om behandlingen.
    I dette studie vil vi undersøge, om vi kan bruge de kontekstuelle faktorer til at forbedre
    effekten af migrænebehandlingen. Dette vil vi gøre ved at skrue op og ned for
    patienternes forventninger til behandlingen gennem den information, de får om
    behandlingen.
    I alt 128 patienter med episodisk migræne forventes at deltage i forsøget. Hver deltager
    gennemgår i alt seks behandlingsbetingelser i tilfældig rækkefølge. I disse betingelser får
    deltagerne 1) sumatriptan (aktiv migrænebehandling) eller 2) placebo (inaktiv kalktablet)
    og bliver fortalt, at de får a) sumatriptan eller placebo, b) sumatriptan, eller c) placebo. På
    den måde varierer det mellem betingelserne, hvad deltagerne får (behandling) og hvad
    de bliver fortalt, at de får (information om behandlingen). Inden forsøget bliver deltagerne
    bedt om at vurdere deres forventninger til behandlingen. To timer efter hver behandling
    bliver de bedt om at vurdere deres hovedpine. Deltagerne bruger selv behandlingerne
    derhjemme. På den måde kan patienterne tage en behandling (åbne én af seks
    nummererede kuverter), når de oplever et begyndende migræneanfald.
    Projektets resultater vil afklare, om og hvordan patienternes forventning til behandlingen
    kan øge – eller mindske – behandlingens effekt. Vi forventer, at resultaterne vil vise, at
    det ikke kun handler om at give medicin til patienter med migræne, men at det i lige så
    høj grad handler om, hvordan medicinen gives. Dermed er der potentiale for, at vi kan
    forbedre patienternes effekt af migrænebehandlingen uden at give mere medicin, men
    ved alene at være opmærksomme på, hvordan vi informerer om behandlingen, og hvilke
    forventninger patienterne har til behandlingen.
    Projektgruppen består af internationalt førende forskere og eksperter inden for både
    migræne, smertebehandling og kontekstuelle faktorers indvirkning på smerte og
    behandlingseffekter. Projektgruppen har tidligere testet de metoder, der indgår i projektet.
    Patienter rekrutteres fra Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, der hvert år
    ser omkring 300 nye patienter med episodisk migræne. Med denne ansøgning søges
    midler til en projektsygeplejerske, der kan hjælpe med rekruttering af og kontakten til
    patienterne.

  • The effect of creatine monohydrate on persistent post-concussive symptoms – a pilot study protocol

    Forskning
    Projektleder
    Michael Haurum Marcussen
    Institution
    Psykiatrien, Region Sjælland og Enheden for Brugerperspektiver og Borgernære Indsatser, Institut for Sundhedstjenesteforskning (IST), SDU
    Bevilling
    245.000
    Bevillingsår
    2023

    Forskningen viser, at der hvert år er 0,6 til 1,2 % af befolkningen der rammes af
    hjernerystelse. Det svarer til mellem 36.000 og 72.000 i Danmark alene. Af disse vil
    omtrent 3.000-7.000 opleve vedvarende symptomer. Flere danske studier har påvist en
    øget risiko for arbejdsløshed og social isolering, som konsekvens heraf. Tilsvarende har
    studier vist, at disse alvorlige og vedvarende symptomer efter hjernerystelse kan udvilke
    sig til alvorlige og invaliderende følgelidelser såsom hjertekarsygdomme, diabetes,
    depression og angst.
    Der findes ikke på nuværende tidspunkt en behandlingsmetode der med sikkerhed kan
    hjælpe patienterne, men da det er veldokumenteret, at hjernens stofskifte påvirkes
    negativt ved hjernerystelse, kan et tilskud af kreatin muligvis hjælpe patienterne. Det
    overordnede mål med projektet er derfor, at undersøge hvorvidt et tilskud af kretin kan
    lindre patienternes symptomer og hurtigere komme sig (over symptomerne).
    Vi starter med et pilotstudie, hvor vi vil undersøge kreatins effekt over for et energineutralt
    produkt med en kontrolgruppe der ingen kosttilskud får. Erfaringerne fra pilotstudiet vil
    blive indtænkt og inddraget i et større projekt med flere deltagere.
    Undersøgelsen vil blive organiseret som et samarbejde mellem Syddansk Universitet og
    Commotio Danmark. Projektet organiseres med en projektgruppe, som er organisatorisk
    forankret og består af personer med faglig viden indenfor forskning, samt forebyggelse og
    behandling af hjernerystelse.

  • Narrativ medicin i klinikken – en vej til øget trivsel og fællesskab for læger? En kvalitativ undersøgelse

    Forskning
    Projektleder
    Jane Ege Møller
    Institution
    Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
    Bevilling
    300.000
    Bevillingsår
    2023

    Mange undersøgelser viser, at læger og sundhedsprofessionelle aktuelt lider af stress og mistrives på deres arbejde. Traditionen, der kaldes narrativ medicin, er en måde at
    forsøge at afhjælpe denne mistrivsel. Inden for narrativ medicin, arbejder
    sundhedsprofessionelle med fortællinger på forskellige måder for at blive bedre til at
    forstå både patienter og sig selv. Indtil nu har man lavet korte kurser for læger og
    sygeplejersker væk fra deres arbejde på hospitalsafdelinger. Dette projekt flytter
    aktiviteterne ud på en hospitalsafdeling som små dryp over en længere, ca. etårig,
    periode. Den konkrete afdeling er Blodsygdomme ved Aarhus Universitetshospital, hvor
    alle læger deltager. Projektet vil undersøge, hvad lægerne kan bruge denne måde at
    arbejde på til, om det modvirker stress og mistrivsel og om det skaber arbejdsglæde.
    Projektet vil benytte sig af kvalitative metoder som:
    •Interviews (med de deltagende læger)
    •Observationer af aktiviteterne
    •Analyse af de tekster lægerne skriver

  • Træning af mental sundhed til udsatte unge, forældre og personale

    Forskning
    Projektleder
    Nanja Holland Hansen
    Institution
    Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
    Bevilling
    400.000
    Bevillingsår
    2023

    Der er et stort potentiale for forebyggende indsatser for udsatte unge. Det drejer sig om
    unge udsat for psykisk eller fysisk vold, unge med psykiske lidelser og unge i kriminalitet
    og misbrug. Hjælp og den forebyggende indsats ligger hos socialrådgivere,
    kontaktpersoner og psykologer. Desværre oplever personalet store problemer med
    personaleflugt og sygemeldinger, hvilket skaber problemer ift. at hjælpe de udsatte unge
    og deres forældre.
    Det er ofte nyuddannede socialrådgivere, der er ansat i Borgerservice Børn og Unge,
    socialforvaltningen. De er ikke klædt ordentlig på og personalet mangler træning i at
    kunne varetage meget komplekse og traumatiske sager samt mangler den nødvendige
    træning i at kunne håndtere egne og andres følelsesmæssige reaktioner. Det betyder, at
    de udsatte unge og deres forældre får utilstrækkelig hjælp og personalet risikerer
    udbrændthed og omsorgstræthed. Der er således et stort behov for forebyggende
    interventioner og implementering af bedre hjælp til udsatte unge, deres forældre og
    personale.
    Forskningsbaserede forebyggende interventioner
    Der er mangel på forskningsbaserede interventioner, der nemt kan implementeres og
    som træner færdigheder, der både giver udsatte unge og deres forældre samt personale
    redskaber til at skabe større mental sundhed og trivsel. Et nyligt forskningsprojekt fra
    Aarhus Universitet undersøgte effekten af et 8 ugers manualiseret mental
    sundhedstræningsprogram til pårørende til mennesker med psykiske lidelser.
    Resultaterne af projektet viste, at forældrenes symptomer på stress, angst og depression
    faldt og deres generelle trivsel blev øget. Effekten var vedvarende efter 6 måneder. I
    dette studie ønskes det at undersøge gennemførligheden af at tilbyde samme mentale
    sundhedstræningsprogram til de tre involverede grupper. Grupperne er 1) udsatte unge,
    2) deres forældre og 3) personalet. Symptomer på stress, angst og depression, samt
    general trivsel vil blive målt via selvrapporterende spørgeskemaer målt. Interventionen er
    et 8 ugers manualiseret og forskningsbaseret compassion træningsprogram hvor
    deltagerne mødes i grupper af 15 personer, 2 timer om ugen. I de to timer skal deltagerne
    både arbejde i små grupper, lave øvelser, modtage psykoedukativ undervisning samt
    meditere. Interventionen er omkostningseffektiv og nem at tilbyde i lokalsamfundet. Viser
    resultaterne af studiet at det er muligt at tilbyde denne træning til de tre målgrupper samt
    at den psykiske belastning nedsættes og den generelle trivsel øges, er det intentionen at
    arbejde videre med projektet og implementere interventionen i lokalsamfundet, så udsatte
    unge, deres forældre samt personalet kan blive ved med få god gavn af træningen og
    derved sikre bæredygtighed.

  • Udvikling af en intervention til fremme af deltagelse i hjerterehabilitering

    Forskning
    Projektleder
    Birgit Rasmussen
    Institution
    Regionshospitalet Horsens, fysio- og ergoterapien
    Bevilling
    300.000
    Bevillingsår
    2023

    I Danmark rammes hvert år ca. 16.000 personer af åreforsnævring i hjertet.
    Hjerterehabilitering er en vigtig del af behandlingen; den nedsætter risikoen for at dø af
    sygdommen og giver bedre livskvalitet med mindre åndenød, angst og depression.
    Deltagere i hjerterehabilitering fremhæver oplevelser af, at hjerterehabilitering er en
    støtte; både i forhold til at leve et sundere liv og til at finde fodfæste i livet med
    hjertesygdom. Desværre er det i Danmark kun ca. halvdelen af personer med
    åreforsnævring, der deltager i hjerterehabilitering.
    Forskningen peger på, at en samtale, hvor fagprofessionelle under indlæggelsen taler
    med personer med hjertesygdom om hjerterehabilitering, kan være det, der afgør, om de
    deltager eller ej. Men der har i forskningen været forbavsende lidt fokus på denne
    samtale. Det er især de socialt og økonomisk udsatte, der ikke deltager i
    hjerterehabiliteringen. Der er samtidig tilbøjelighed til, at de ikke får information om eller
    henvisning til hjerterehabilitering. Her er der brug for en særlig indsats og en specifik
    opmærksomhed i forhold til at sikre en samtale om hjerterehabilitering, hvor der tages
    hensyn til den enkeltes særlige bekymringer og behov.
    Vi vil udvikle en intervention med beskrivelse af, hvordan sundhedsprofessionelle i en
    personlig samtale kan formidle deres viden om fordele ved hjerterehabilitering, mens de
    samtidig tilgodeser det enkelte menneske som ekspert i sit levede liv. Formålet er at
    fremme deltagelse i hjerterehabilitering. Samtidig er hensigten at bidrage til, at den
    enkelte person a) får forståelse af hjerterehabilitering som en positiv mulighed og b) føler
    sig tryg ved at være aktiv den første tid efter udskrivelsen.
    Før vi udvikler interventionen, udfører vi et studie, hvor vi indhenter viden fra
    sundhedsprofessionelle, der fra samtaler med personer med åreforsnævring har
    erfaringer med hjerterehabilitering. Tidligere har vi udarbejdet et litteraturstudie, hvor vi
    undersøgte, hvad der findes af forskning på området; og vi er undervejs med et
    interviewstudie af personer med åreforsnævring. Vi interviewede dem, inden de fik det
    endelige tilbud om henvisning til hjerterehabilitering. Sammen bidrager disse tre studier
    med viden, der bruges i udviklingen af interventionen.
    Vi arbejder målrettet og systematisk på at udvikle interventionen i samarbejde med de
    personer, der har åreforsnævring i hjertet, og deres pårørende. Derudover vil vi trække på
    erfaringer og viden hos sundhedsprofessionelle, der arbejder med hjerterehabilitering på
    hospitaler og i kommuner. Vi anvender fokusgruppeinterviews og workshops.
    Udgangspunktet for interventionen er, at målet er værdig inddragelse og personens
    velvære, hvor rammen er personcentreret rehabilitering.

  • Keeping It Simple Study (KISS) – Pain science education for patients with chronic muskuloskeletal (MSK) pain undergoing community-based rehabilitation: A multicenter Randomized Controlled Trial

    Forskning
    Projektleder
    Bettina Eiger
    Institution
    Træningsenheden, Køge Kommune
    Bevilling
    400.000
    Bevillingsår
    2023

    Problemet:
    Antallet af mennesker, der lever med kroniske smerter i muskler og led har været stødt
    stigende det seneste årti, og de samfundsmæssige omkostninger stiger ligeledes. Trods
    medicinske og teknologiske fremskridt har vi som samfund ikke formået at knække
    kurven på denne udvikling. Det at leve med kroniske smerter har stor betydning for den
    enkelte, da smerterne påvirker bl.a. livskvalitet, mental, social og fysisk sundhed, fysisk
    funktionsniveau og arbejdsevne. Undervisning i moderne smertevidenskab har vist sig at
    have potentialet til at hjælpe mennesker med kroniske smerter til bedre at håndtere deres
    smerter, træffe bedre valg for deres sundhed og at kunne forbedre kvaliteten af de levede
    liv. Men trods denne viden, er det svært at implementere smerteundervisning i klinikken.
    Vores forskningsgruppe gennemførte for nyligt en undersøgelse med 1000 patienter med
    kroniske smerter samt pårørende og klinikere, for at prioritere forskningsfokus, og her
    blev bedre smerteundervisning prioriteret som 1 ud af de 3 vigtigste fokusområder for
    forskning. Nogle af de barrierer der er for at implementere moderne smerteundervisning,
    er fysioterapeuternes uddannelse, adgangen til brugbare patientundervisningsmaterialer
    og sidst men ikke mindst patienternes sundhedskompetencer. Jo lavere, jo sværere er
    det.
    Løsningen:
    Undervisning i moderne smertevidenskab har potentialet til at justere uhensigtsmæssige
    overbevisninger, at motivere mennesker med smerter til at ændre adfærd, og dermed
    reducere de negative effekter ved at leve med smerter. Vi har udviklet og mulighedstestet
    en ny tilgang til smerteundervisning (PNE4Adults) i en kommunal virkelighed, som alle
    patienter med kroniske smerter, uagtet social klasse og graden af sundhedskompetencer,
    finder både acceptabel og forståelig, og som de angav gav dem nye muligheder for at
    træffe sunde valg for deres liv. Ydermere angav fysioterapeuterne, at tilgangen var
    tidseffektiv og nem at implementere i en klinisk hverdag. Med KISS-projektet vil vi blandt
    150 borgere henvist til kommunen undersøge effekten af at tilføje individualiseret,
    patientcentret smerteundervisning til vanlig genoptræning sammenlignet med effekten af
    vanlig genoptræning alene. Såfremt den nye tilgang viser sig effektiv i at bryde den
    negative spiral som bidrager til udvikling og vedligeholdelsen af kroniske smerter, har
    tilgangen potentialet til at forbedre rehabiliteringen for tusindvis af patienter, ikke kun i en
    kommunal kontekst, men også i andre sektorer. Tilgangen er skalerbar, og der er allerede
    interesse i og tilkendegivelser fra Aalborg Kommune til at arbejde videre med tilgangen.

  • Forebyggelse af knogleskørhedsrelaterede knoglebrud ved tidlig opsporing af borgere i risiko – test af et fuldt automatiseret beslutningsstøtteværktøj til brug i almen praksis

    Forskning
    Projektleder
    Emilie Rosenfeldt Christensen
    Institution
    OPEN - Open Patient Explorative Network
    Bevilling
    300.000
    Bevillingsår
    2023

    Vi ønsker at forebygge en forventet stigning i antallet af knoglebrud som følge af
    knogleskørhed (osteoporose) i Danmark gennem introduktion af et data-drevet
    beslutningsstøtteværktøj til automatisk opsporing i almen praksis. Dette projekt vil
    undersøge vejen til succesfuld implementering af et sådant værktøj.
    HVAD ER UDFORDRINGEN?
    Osteoporose er den mest almindelige knoglesygdom i Danmark. Op mod 700.000
    danskere lever med osteoporose, men kun ca. 175.000 er diagnosticeret. Det vurderes,
    at dette resulterer i over 44.000 nye osteoporotiske brud årligt blandt borgere over 65 år,
    og tallet forventes at stige yderligere i fremtiden. Bruddene har alvorlige fysiske og
    psykiske konsekvenser for de personer der rammes, men har også betydelige
    samfundsøkonomiske konsekvenser og presser et sundhedsvæsen med begrænsede
    ressourcer. Den nuværende opsporing har vist sig at være ineffektiv, og osteoporose er
    både underdiagnosticeret og underbehandlet. Der er derfor behov for nye værktøjer og
    strategier til opsporing af personer i risiko for osteoporotiske brud.
    PROJEKTET
    Projektet er centreret omkring en data-drevet model til brug i almen praksis, FREM
    (Fracture Risk Evaluation Model) der identificerer personer i høj risiko for osteoporotiske
    knoglebrud. Modellen kan videreudvikles til et digitalt, automatiseret
    beslutningsstøtteværktøj til almen praksis, og dette projekt skal undersøge
    implementering og effektivitet af et sådant værktøj.
    Der er planlagt tre studier:
    Første studie skal undersøge funktionen af FREM i et af de meste anvendte IT-systemer i
    almen praksis i Danmark, XMO. En FREM prototype testes i fire lægepraksisser ved at
    udtrække rapporter om højrisiko patienter og deres risikofaktorer, og evaluere hvorvidt
    modellen identificerer de rette patienter i almen praksis. Herudover gennemføres
    workshops med praksispersonale for at indsamle deres oplevelser, til forbedring af
    FREM.
    Andet studie skal afklare den mest hensigtsmæssige implementering af FREM i almen
    praksis, gennem interviews med læger, sygeplejesker, og patienter. Interviewene skal
    dels identificere faktorer, potentielle barrierer og brugerbehov for brug af et
    beslutningsstøtteværktøj i personalets hverdag, og dels belyse hvordan patienter oplever
    at blive identificeret af et digitalt værktøj som værende i risiko for osteoporotiske brud.
    Disse to studier leder til et randomiseret studie, der skal undersøge effekten af FREM i
    almen praksis. Det randomiserede studie vil inkludere 22 almene lægepraksisser. De
    tilbydes at bruge FREM i studieperioden mens et tilsvarende antal praksisser udvælges til
    kontrolgruppe. Ved studiets afslutning sammenlignes patienterne på bl.a. antallet af brud,
    DXA scanninger, og indløsning af recepter på osteoporose medicin i den pågældende
    periode.

  • Stop for Stress - et randomiseret, kontrolleret studie af online stressbehandling

    Forskning
    Projektleder
    Zara Ann Stokholm
    Institution
    Region Midt, Aarhus Universitetshospital, Arbejdsmedicin
    Bevilling
    350.000
    Bevillingsår
    2023

    Stress er et stort og voksende folkesundhedsproblem, som kan forårsage søvnproblemer,
    ændret appetit, nedsat fysisk aktivitet og forringet trivsel. I Danmark er arbejdet en af de
    betydeligste årsager til stress. En dansk undersøgelse anslår, at 29% af de 140.000
    årsværk, der årligt mistes grundet sygefravær, kan relateres til det psykiske arbejdsmiljø.
    Således er der for den enkelte borger, arbejdspladserne og samfundet en gevinst ved at
    finde effektive virkemidler mod arbejdsrelateret stress.
    Siden 2000 er der publiceret tre litteraturoversigter af stresshåndteringsprogrammer, som
    viser medium til store effekter af behandling baseret på den psykologiske metode kognitiv
    adfærdsterapi. I Danmark er der gennemført flere lodtrækningsforsøg, som også har vist
    god effekt af kognitiv adfærdsterapi mod arbejdsrelateret stress. På Arbejdsmedicin,
    Aarhus Universitetshospital, gennemførte vi i 2007-2010 et lodtrækningsforsøg af de
    såkaldte MARS-grupper (Midler mod Arbejdsrelateret Stress). På mål for selvoplevet
    stress blev der fundet en stor effekt sammenlignet med en venteliste-kontrolgruppe og
    medium effekter på øvrige udfaldsmål. Effekterne blev opretholdt ved 3 måneders
    opfølgning.
    Mange med arbejdsrelateret stress vil dog ikke modtage evidensbaseret behandling.
    Manglen på kvalificeret hjælp kan skyldes begrænset udbud af eller adgang til behandling
    samt geografisk afstand, stigma forbundet med at gå til psykolog og manglende overskud
    til fremmøde, hvilket skaber en skæv fordeling blandt de, som modtager hjælp. Ifølge
    Sundhedsreformen fra maj 2022 skal vi styrke det nære sundhedsvæsen for dermed at
    nedbringe social og geografisk ulighed i sundhed, bl.a. ved hjælp af digitale løsninger til
    behandling hjemmefra. Et bud på dette er online behandling, som er en ny måde at
    levere samme indhold som i vanlig ansigt-til-ansigt behandling. Udenlandske
    undersøgelser har vist, at online behandling kan være ligeså effektiv som
    samtalebehandling mod stress, depression og angst. Resultaterne er dog vanskelige at
    overføre direkte til danske forhold, idet behandling for arbejdsrelateret stress afhænger af
    den arbejdsmarkedskontekst, som undersøgelsen foregår i (fx regler for sygemelding,
    arbejdsfastholdelsesindsatser samt pligter og rettigheder for medarbejdere og
    arbejdspladser).
    Med baggrund i ovenstående har vi på Arbejdsmedicin, Aarhus Universitetshospital,
    udviklet og pilottestet det online behandlingstilbud Stop for Stress, hvor vi har fundet
    sammenlignelig eller bedre effekt end de oprindelige MARS-studier. Vi ønsker nu at
    afprøve og udbrede behandlingen i et stort lodtrækningsforsøg, hvor 110 patienter med
    arbejdsrelateret stress vil modtage onlinebehandlingen Stop for Stress og 110 patienter
    vil modtage gruppebehandlingen MARS, fordelt på to klinikker. Vi håber fremover at
    kunne hjælpe til at få hurtig og let adgang til evidensbaseret stressbehandling af høj
    kvalitet til flere danskere, som derved kan realisere et sundt liv med mindre stress.

  • Livskvalitet med cancer - Afdækning af QLU-C10D livskvalitetsvægte ved brug af et diskret valg eksperiment i Danmark

    Forskning
    Projektleder
    Trine Kjær
    Institution
    Syddansk Universitet/Institut for Sundhedstjenesteforskning/DaCHE - Dansk Center for Sundhedsøkonomi
    Bevilling
    400.000
    Bevillingsår
    2023

    Vi har diskuteret prioritering i det danske sundhedsvæsen i årtier. Prioritering er
    vanskelig. Dels indgår mange perspektiver og værdisæt og dels vil det altid i de enkelte
    prioriteringsbeslutninger være forbundet med faglige, etiske og politiske udfordringer at
    sige nej til nogle interventioner og indikationer (dvs. hvilke patienter, der skal have
    adgang til pågældende intervention) og ja til andre. Desto mere transparent og forståelig
    prioriteringen foregår, desto lettere vil det være at opnå prioriteringsbeslutninger, som
    flest mulige i befolkningen accepterer. Den enkelte borger (eller kliniker eller politiker) er
    ikke nødvendigvis enig i den enkelte prioriteringsbeslutning, men man er nået langt, hvis
    metodegrundlaget er tydeligt og evidensbaseret. Til det formål er det gavnligt at have
    prioriteringsmetoder, som er velbeskrevne og statistisk valideret. Når der skal træffes
    prioriteringsbeslutninger i og om den danske befolknings adgang til specifikke
    behandlinger, så er det også vigtigt at de metoder, der anvendes, er ’så danske’ som
    muligt. Ved at skabe et dansk kræftspecifikt nyttemål QLU-C10D-DK så får vi et mål, der
    afspejler danske værdier og præferencer om de forskellige effekter, som kræftbehandling
    har for patienterne. Det gør det lettere at forstå og formidle det ellers meget komplicerede
    og sammensatte QALY-mål (Quality Adjusted Life Years = kvalitetsjusterede leveår), som
    for nyligt er taget i brug som input til sundhedsprioriteringer i det offentlige. QALY er et
    todimensionelt mål, der både tager højde for antal vundne leveår ved en behandling samt
    kvaliteten af disse leveår. Dimensioner, der begge er yderst relevante i evaluering af
    effekten af kræftbehandling. Et leveår i perfekt helbred giver således en QALY=1, mens
    et vunden leveår i mindre end perfekt helbred vil give en QALY, der er mindre end 1.
    Vi vil etablere danske præferencevægte forQLU-C10D-DK, som kan bruges både i
    kommende danske interventionstudier på kræftområdet og retrospektivt i
    sundhedsøkonomiske modelstudier baseret på tidligere kræftstudier, hvor man har brugt
    EORTC QLQ-C30.