UngeAlliancen er en fortsættelse af det arbejde, som foregik i Alliancen - unge med
Dobbeltdiagnose (2018-2019), samt vidensopsamling og kortlægning (2016-2017).
UngeAlliancen blev igangsat i 2020 og har siden arbejdet for at styrke og udbrede viden,
erfaringer og perspektiver på indsatser til unge under 25 år med dobbeltproblematikker,
samt at bidrage til at anbefalinger til udvikling og kvalificering af indsatser til målgruppen
bliver afprøvet og implementeret i praksis.
UngeAlliancen består af:
- Repræsentantskabet med ca. 70 medlemmer, der har 'aktier' i unge med
dobbeltdiagnoser (unge, forældre, fagpersoner, forskere og NGO´er). Medlemmerne er
ambassadører for UngeAlliancen, dvs. at de skal formidle viden og erfaringer fra
UngeAlliancen til deres eget bagland og omvendt.
- Advisory Board med 15-17 medlemmer, der repræsenterer forskning, kommunale og
regionale aktører, styrelser samt UngeNetværk og ForældreNetværk.
- Sekretariat, der styrer og faciliterer UngeAlliancens arbejde, bl.a. gennem
ovenstående organer.
UngeAlliancen arbejder i tre spor:
- Det politiske spor, hvis mål er at formidle viden om målgruppen og de indsatser, der er
behov for, samt arbejde for politisk handling, både på statsligt, regionalt og kommunalt
niveau. Det sker bl.a. gennem løbende møder med politikere, beslutningstagere, styrelser
og organisationer samt skriftlige notater, der uddyber UngeAlliancens viden og
anbefalinger om særlige problemstillinger. Desuden er flere rapporter, udarbejdet under
UngeAlliancens hat de seneste år, direkte målrettet beslutningstager-niveau, bl.a. tre
rapporter vedr. nationale retningslinjer.
- Videns- og udviklingsspor, hvis mål er at indsamle yderligere viden samt at udvikle og
afprøve initiativer mhp. opkvalificering af indsatser og implementering i praksis. Under
UngeAlliancens hat er der aktuelt 9 initiativer i gang. Desuden bliver der ad hoc igangsat
Faglige NørdeNetværk, der sætter fokus på udvalgte problemstillinger.
- Formidlingssporet, hvis mål er at sikre fortsat fokus på unge, ramt af
dobbeltproblematikker, både blandt almen befolkning og blandt fagprofessionelle. Det er
senest sket gennem artikel i STOF vedr. unges brug af benzodiazepiner og opioider (forår
2023) samt kommentar i Socialt Indblik vedr. det nye dobbeltdiagnosetilbud til voksne
(maj 2023).
I løbet af efteråret 2023 vil Socialt Indblik bringe en artikelserie om UngeAlliancen.
UngeAlliancens arbejde i denne runde forventes afsluttet i 2024 med:
1) en Artikelsamling 2.0, der samler op på viden og erfaringer, genereret under
UngeAlliancens hat i perioden 2020-2024,
2) et konkret forslag til hvordan et ungetilbud, målrettet unge voksne (18-25 år), kan se
ud, og hvordan dette kan indgå i regionernes kommende indsatser til mennesker med
dobbeltdiagnoser,
3) at UngeAlliancen har sat et unge-aftryk i de kommende Nationale Kliniske
Anbefalinger,
4) at unge og forældre sammen med UngeAlliancen har afholdt en succesfuld event på
Folkemødet 2024.