Det støtter vi

Helsefonden støtter projekter indenfor social- og sundhedsområdet med fokus på tre uddelingsområder
fundats

 

Her finder du projekter bevilliget siden 2019

  • Støttemidler til fremme af lighed i sundhed for udsatte kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund

    Øvrige
    Projektleder
    Lise-Lotte Duch
    Institution
    FAKTI - forening for flygtninge- og indvandrerkvinder
    Bevilling
    365.000
    Bevillingsår
    2022

    I FAKTI arbejder vi med kvinder, som er udsatte socialt, økonomisk og helbredsmæssigt. Mange er flygtet og lever med analfabetisme, PTSD, vold, social kontrol- og isolation. Kvinderne kommer i FAKTI med ønsket om et skub på vejen til at trives og deltage mere aktivt i samfundet. FAKTIs målgruppe er overrepræsenteret i statistikker for bl.a. livsstilssygdomme, psykiske lidelser og smertelidelser. Kvinderne mangler ofte basal sygdomsindsigt og har store udfordringer med at navigere og opnå lige behandling i sundhedsvæsnet. Konsekvensen er, at målgruppen cirkulerer i sundhedssystemet; de kontakter og skifter oftere praktiserende læge, de udebliver, genhenvises og genindlægges oftere og de fejlbehandles og fejlmedicineres.

    Derfor igangsætter FAKTI et brobygningsprojekt, der skal fremme lighed i sundhed for udsatte kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Projektet består af to komponenter; 1. en håndbog til sundhedspersoner, der har kontakt med FAKTIs målgruppe og 2. tre naturbaserede sundhedsfællesskaber for målgruppen.

    Håndbogen udvikles i samarbejde med målgruppe, sundhedspersoner og eksperter i indvandrersundhed. Den skal på kort og enkel vis beskrive målgruppens udfordringer i adgang til sundhedsvæsen og behandling, og hvordan sundhedspersoner kan bidrage til at imødegå disse udfordringer. Håndbogen uddeles til målgruppen, som på deres vej rundt i systemet kan bruge den til at formidle deres særlige udfordringer og behov, og støtte sundhedspersonale i at imødekomme dem.

    Sundhedsfællesskaberne skal øge målgruppens bevidsthed om sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, så de er bedre rustet til mødet med sundhedsvæsnet.
    Fællesskaberne bliver en integreret og synlig del af hverdagen i FAKTI og for at
    appellere til forskellige behov, har vi skitseret 3 forskellige fællesskaber.

    Sunde Rødder: Fokus på mestring af sundhedsfremme og forebyggelse i FAKTIs have.
    Vi arbejder med sanser og billedsprog i naturen og reflekterer over ”det sunde liv”. Vi
    deler erfaringer, opskrifter, laver mad med havens høst, holder små oplæg og laver
    afspænding.
    Grønne Fingre: Fokus på sunde aktiviteter og havefællesskab i FAKTIs have og andre
    haver. Vi får fingrene i jorden, planter og høster, bevæger kroppen, laver mad med
    havens høst og taler om naturens sundhedsfremmende og forebyggende egenskaber.
    Friluftsgruppe: Fokus på fællesskab og friluftsliv. Vi tager på lidt længere ture med
    aktiviteter som skovbadning, mindfulness, bålhygge og små vandreture.

  • Unge erfaringseksperter vil være med til at stoppe hjemløshed

    Øvrige
    Projektleder
    Anne Bergvith Sørensen
    Institution
    Foreningen Hjem til Alle
    Bevilling
    450.000
    Bevillingsår
    2022

    En grundlæggende værdi i Hjem til Alle er, at dem vi taler om, skal tale selv. De unge, der
    har erfaringer med hjemløshed, skal komme til orde og have reel indflydelse i både Hjem
    til Alle alliancen og i udviklingen af hjemløseindsatsen på organisations- og
    samfundsniveau.
    Siden årsskiftet 2021/2022 er seks unge, der har erfaringer med hjemløshed, gået
    sammen om at få indflydelse på udviklingen af hjemløsearbejdet i Danmark. Hjem til Alles
    sekretariat har bakket de unge op i at bidrage med deres erfaringsbaserede viden og få
    indflydelse både i politik og i praksis.
    De seks unge har nu formuleret en fælles vision, mission og mål for deres arbejde. De
    har også udviklet en plan for, hvordan de ønsker at arbejde sammen og få flere
    erfaringseksperter med.
    Formålet med denne projektansøgning er at bakke de unge op i næste fase af deres
    arbejde for at deltage selvstændigt og ligeværdigt som interessenter i udviklingen af
    hjemløseindsatsen i Danmark.

    De seks erfaringseksperter har alle samarbejdet med Hjem til Alle siden 2020, hvor de
    var en del af publikationen og kampagnen #stophjemløshed. #stophjemløshed var
    initieret af Hjem til Alle i samarbejde med SAND – De Hjemløses Landsorganisation.
    Hjem til Alle drev processen og definerede mål og rammer for arbejdet, som de unge
    erfaringseksperter deltog i. Det nye er, at det i dette projekt er de unge erfaringseksperter
    selv, der har defineret mål og rammer for deres arbejde – og de aktiviteter, der sættes i
    gang, vil fremadrettet være initieret af de unge. Hjem til Alle supporterer og rådgiver de
    unge – men processen og de endelige beslutninger træffes af de unge selv.
     

  • Familiegruppen - et helhedsorienteret empowermentprojekt.

    Øvrige
    Projektleder
    Pernille Krohn Juhl Jensen
    Institution
    Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde Svendborg
    Bevilling
    230.000
    Bevillingsår
    2022

    Projektet ”Familiegruppen” er et tilbud målrettet familier i udsatte positioner. Vi ønsker
    med tilbuddet at give både børn og unge bedre muligheder for både sprogudvikling,
    mental trivsel og dermed bedre mulighed for at udfolde deres potentiale.
    Samtidig ønsker vi i løbet af den 3- årige projektperiode at udvikle et metodekatalog for
    medinddragelse i samarbejde med et konsulenthus. Dette skal også kunne bruges til at
    vurdere effekten af andre projekter for mennesker i udsatte positioner. Dette kan både
    være samskabelsesprojekter og enkeltprojekter.
    Projektet bygger på erfaringer fra 2021/22 Tværkulturel Legecafé. Ændringen af navnet
    skyldes vi gerne vil signalere klart at det er et lukket gruppeforløb.
    Grundlaget i projektet er mentaliseringsbaseret pædagogik, empowerment og
    STROFF-modellen med bl.a. faste rammer, forudsigelighed og organiseret leg.

    Alle tværkulturelle projekter organiseret af FTS – Svendborg har til formål at nedbryde
    barrierer og at skabe større forståelse imellem mennesker.
    Vi ønsker at fremme mental sundhed og sammenhængskraften i den enkeltes liv.
    Alle vores projekter er baseret på frivillighed. Frivillighed - det at gøre noget aktivt
    sammen - skaber mental sundhed, og er en væsentlig faktor for livskvalitet. Dette gælder
    for alle uanset etnicitet, religion og helbred.
    Hos FTS finder mange familier en tryg base. Denne tryghed danner basis for, at hele
    familien kan komme i bedre trivsel. Når man med støtte overkommer udfordringer, får
    man på sigt større tillid til at man kan klare sig. Det giver tryghed og håb.
    Vi støtter forældrene til at have fokus på både egne og børnenes mentale tilstande i
    stedet for overvejende at forsøge at regulere børnenes adfærd. Gennem samtale, leg og
    øvelser lærer forældrene at negative følelser hos barnet er både uundgåelige og
    naturlige. Vi oplever ofte forældrene er bange for at være dårlige til at opdrage deres
    børn, og at vi arbejder målrettet med at støtte dem i en positiv kontakt.
    I FTS har vi et tæt samarbejde med Svendborg kommune. bl.a. Sundhedsplejen og
    Interkulturelt team der både henviser aktuelle familier, giver sparring og samarbejder tæt.
    De henviste familier er ofte udvalgt af teamets interkulturelle pædagog og tilbuddet er
    bl.a. igangsat på baggrund af mangeårige oplevelser af etniske minoritetsbørns
    udfordringer med leg og følelsesregulering.

  • Forebyggelse af smitte i daginstitutioner

    Øvrige
    Projektleder
    Lars Andrup
    Institution
    Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
    Bevilling
    390.000
    Bevillingsår
    2022

    Smitte fra en person til en anden er årsagen til mellem 50 og 60% af sygefraværet under
    14 dage i Danmark. Infektioner i luftvejene er den hyppigste årsag til
    hospitalsindlæggelser for både mænd og kvinder i Danmark. Det højeste sygefravær
    blandt ansatte i Danmark finder vi i daginstitutioner, skoler, SOSU-ansatte etc., hvor der
    er hyppig kontakt med andre mennesker. Desuden er det velkendt, at børn i institutioner
    har 2-3 gange så mange infektioner i de første 6-12 måneder, som børn der passes
    hjemme. Denne overhyppighed af sygdom har store omkostninger for børnene, deres
    forældre, de ansatte og samfundet.
    Corona-tiden har givet os megen ny viden, ikke blot om corona-virussen og dens
    varianter, men også om hvad afstand, hjemmearbejde, hygiejne, ventilation og en række
    andre tiltag betyder for forebyggelsen af virussygdomme i al almindelighed.
    Det er dette projekts formål at samle og formidle ny viden om forebyggelse af smitte på
    en let tilgængelig og praktisk måde. Der vil blive gennemført en indsats i 8-10
    daginstitutioner i Gladsaxe Kommune og effekten vil blive evalueret. Der vil blive
    registreret sygefravær for børn og ansatte og fraværet på grund af luftvejsinfektioner vil
    blive sammenlignet med fraværet på institutioner uden en særlig fokuseret indsats.
    Tidligt i projektet vil vi besøge 6-8 børneinstitutioner og igennem dialog afdækket hvilke
    forebyggelsestiltag, med bedst effekt, der er praktisk muligt at gennemføre. Desuden vil
    denne inddragelse af institutioner kvalificere den efterfølgende undervisning og det
    løbende samarbejde.
    Via Gladsaxe Kommunes hygiejne-netværk vil der blive udvalgt ca 20 sammenlignelige
    institutioner (udvalgt på baggrund af data om antal børn pr ansat, areal, beliggenhed,
    ventilations-kvalitet m.m.). Ved lodtrækning vil de 8-10 institutioner blive valgt til at
    modtage undervisning, tilpasset forebyggelses-plan, informations-forløb og løbende
    sparring.
    Når mennesker trækker vejret udskiller vi gassen CO2 - eventuelt sammen med
    smitsomme virus i de små luftbårne dråber (aerosoler). Ved at måle koncentrationen af
    CO2 i indeklimaet får man et mål for luftkvaliteten, som både afspejler antallet af
    mennesker og ventilationens effektivitet. Altså et mål for en potentiel smitterisiko. Denne
    metode er forfinet og valideret her i corona-tiden. På de ca 20 institutioner vil der over en
    14-dages periode i december-januar blive målt CO2 i det centrale fællesrum i
    institutionen. Vi har etableret et samarbejde med "Dansk Miljø Analyse", som vil forestå
    målinger af CO2-koncentrationen i vintersæsonen.
    Projektet vil blive gennemført i nært samarbejde med Gladsaxe Kommunes
    hygiejneindsats.

  • MENTAL SUNDHED, TRIVSEL OG FÆLLESSKABER FOR BØRN OG UNGE MED ADHD OG AUTISME

    Øvrige
    Projektleder
    Mads Jacobsen
    Institution
    Dansk Skoleskak
    Bevilling
    275.000
    Bevillingsår
    2022

    Via nærværende pilotprojekt tilbydes 25 specialskoler og -klasser 50 skolebesøg (i gns. 2
    per skoler) med Dansk Skoleskaks speciallæringskonsulenter og psykolog,
    kompetenceudvikling i klasserummet og evaluering. Målet er, at flere børn og unge
    lykkedes fagligt, social og mentalt, og afdække om potentialerne i pilotprojektet kan
    danne grundlag for en større indsats.
    Indsatsen sker på 3 niveauer:
    A. Børn og unge - øge engagement i de konkrete timer via viden og nye læringsaktiviteter
    B. Undervisere - inspiration og kompetenceudvikling i klasserummet
    C. Skoler/Dansk Skoleskak - afprøve og opsamle viden om hvorvidt skolebesøg kan
    inspirere til læringsaktiviteter og fungere som model for kompetenceudvikling i det daglige
    klasserum som supplement/alternativ til traditionelle kurser uden for klasserummet.

    Indsatsen etableres på baggrund af erfaringer fra samarbejder de seneste par år med
    skoler inden for specialrådet. Her er skabt viden om anvendelse af systematisk skoleskak
    ift. elevernes mentale sundhed og trivsel, og udviklet målrettede læringsaktiviteter for
    målgruppen af børn og unge med diagnoser og indlæringsvanskeligheder.
    Vi kan i lyset af det samarbejde se flere udfordringer, som pilotprojektet her adresserer.
    Der er udfordringer i at anvende én metode for grupper af elever på forskellige
    udviklingsstadier, og i en presset skolevirkelighed er der begrænset mulighed for
    traditionel kompetenceudvikling væk fra eleverne, da underviserne er primære voksne ift.
    en meget udsat målgruppe.

    Metoden er er playful learning/spilbaseret (også kendt fra LEGO®), hvilket er
    udgangspunktet for alle vores indsatser og grundmetoden i vores DNA. Vi har brudt
    skakspillet ned til `mini-games´, der er skakspil med reduceret materiale. Dette
    nedskalerer kompleksiteten og skaber nye måder at vinde på. Hvert minigame er
    designet til at træne specifikke kompetencer, som fx arm/hjerneskak - en makkerøvelse,
    der træner samarbejde og kommunikation.

  • En varig platform for medicinsikkerheden på midlertidige døgnpladser og botilbud

    Øvrige
    Projektleder
    Michael Rinder
    Institution
    Dansk Selskab for Patientsikkerhed
    Bevilling
    5.000.000 kr.
    Bevillingsår
    2022

    Borgere på midlertidige døgnpladser og på botilbud er særligt sårbare grupper, der er
    udsat for medicineringsfejl, og hvor korrekt medicinering er af vital betydning, mens fejl i
    medicineringen omvendt kan have store negative konsekvenser for det enkelte
    menneske, for personalet og kan øge presset på sundhedsvæsenet i relation til
    medicinrelaterede indlæggelser.
    Flere og flere borgere udskrives hurtigere fra hospitalerne, de har ofte flere kroniske og
    multiple sygdomme, og kommunerne må derfor tilbyde dem en midlertidig døgnplads.
    Borgere på de midlertidige døgnpladser er derfor ofte sårbare og meget skrøbelige ældre
    med en række helbredsmæssige udfordringer, og der er således borgerforløb, som alene
    kalder på omsorg og pleje, men også mange forløb, som kalder på specialiseret og
    meget kompleks pleje og behandling.
    Borgerne på botilbud er nogle af samfundets mest udsatte og sårbare borgere, der kan
    have mange samtidige psykiatriske og somatiske sygdomme, hvilket sammen med et lavt
    funktionsniveau betyder, at fokus på medicinering kan være endog endnu vigtigere end
    ved andre grupper af borgere.
    Korrekt medicinering er således vigtig i forhold til rehabilitering af den enkelte borger og i
    forhold til at udrydde den ulighed i sundhed, der eksisterer. Der er derfor behov for en
    systematisk indsats for at forbedre medicinsikkerheden på botilbud og midlertidige
    pladser.
    Det er et mål, at der som resultat af projektet på ca. ti bosteder og enheder for
    midlertidige døgnpladser sker en tilpasning af de fysiske rammer for
    medicinhåndteringen, sker et kompetenceløft vedrørende medicin og medicinhåndering
    for personalet samt en sikring af robuste arbejdsgange i medicinhåndteringen.
    Projektet er bl.a. baseret på tidligere succesfulde projekter, herunder projekterne "I sikre
    hænder" og "medicinsikre Botilbud, hvor mange af de deltagende enheder har arbejdet
    målrettet på at reducere medicineringsfejl. I forbindelse med gennemførelsen af begge
    projekter har det stået klart, at de fysiske rammer for håndteringen af medicin er af meget
    stor betydning for en sikker medicinhåndtering.
    Der er dog ikke tidligere gennemført projekter, der belyser en hensigtsmæssig indretning
    af de fysiske rammer for medicinhåndtering på bosteder og midlertidige døgnpladser,
    hvor det ofte ikke er muligt at afsætte et helt rum til opgaven, herunder hvordan
    indretningen kan understøtte en sikker håndtering af medicin, og dette vil være en
    betydelig nyhedsværdi af projektet.
    Det er forventningen, at resultaterne og erfaringerne fra projektet efterfølgende skal virke
    som inspiration for landets øvrige bosteder og midlertidige døgnpladser med henblik på at
    sprede løsningerne, hvilket vil kunne betyde en væsentlig forøgelse af sikkerheden i
    medicinhåndteringen, værdighed for borgerne og arbejdsglæde for medarbejderne.

  • Udvikling af pakke for sundhed og demens - Styrkelse af det sundhedsfaglige perspektiv i arbejdet med borgere med demenssygdom

    Øvrige
    Projektleder
    Karen Tannebæk
    Institution
    Nationalt Videnscenter for Demens
    Bevilling
    360.000
    Bevillingsår
    2022

    Omkring 80.000-90.000 borgere lever i dag med demenssygdomme og antallet vil være
    støt stigende mange år fremover. Det estimeres at ca. 75 % af beboerne på plejecentre
    har demenssygdomme eller demenslignende symptomer. Mange af disse borgere har
    samtidig flere kroniske sygdomme. Den sundhedsfaglige indsats overfor borgere med
    demens er kompleks, dels pga. mennesker med demens ikke altid selv er i stand til at
    varetage egenomsorg og ofte har svært ved at give udtryk for egne behov. Nyere studier
    viser, at symptombilledet, som fx feber ved infektion ofte er anderledes hos ældre
    patienter med demens end hos andre, hvorfor det kræver særlig viden og redskaber til at
    identificere.
    Det gør det svært for personalet at opspore og identificere og handle på
    helbredsproblemer hos borgere med demens, og det gør det svært at sikre den rette
    pleje, omsorg og behandling på rette sted og til det rigtige tidspunkt, så borgerne kan
    bevare funktionsniveau, helbred og trivsel. Der er således et behov for at styrke
    medarbejdernes sundhedsfaglige kompetencer i den kommunale ældrepleje, når det
    drejer sig om borgere med demens.
    Disse udfordringer stiller store krav til den sundhedsfaglige indsats hos personalet på
    kommunale plejecentre og i hjemmeplejen og at den bygger på nyeste viden og
    systematiske metoder til at implementere viden sikkert i arbejdsgange og processer, så
    borgerne sikres den rette pleje, behandling og omsorg. Projektet ønsker at udvikle en
    pakke om sundhed og demens, der skal indeholde en række evidens- og
    erfaringsbaserede brugbare og overskuelige handleanvisninger og redskaber i en samlet
    ”værktøjskasse” til personalet, der kan danne grundlag for en implementering af ”best
    practice” i forhold til at kunne opspore og identificere og handle på helbredsmæssige
    problemer og sygdom hos borgere med demens i kommunerne.
    Nationalt Videnscenter for Demens vil være overordnet ansvarlig for at udarbejde pakken
    om sundhed og demens i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Pakken
    udvikles i tæt samarbejde med eksperter og fagfolk på demensområdet og med
    medarbejdere og ledere fra kommunerne, der arbejder med borgere med demens.
    Pakken om sundhed og demens vil udgøre det faglige grundlag og blive testet i projektet
    ”Styrkelse af det sundhedsfaglige og patientsikkerhedsfaglige perspektiv i arbejdet med
    borgere med demenssygdomme”, som Nationalt Videnscenter for Demens og Dansk
    Selskab for Patientsikkerhed (PS!) igangsætter i starten af 2023 i 10 kommuner og som
    Fremfærd finansierer.

  • Redskaber til dialog om sundhedstjek

    Øvrige
    Projektleder
    Thomas Gruber
    Institution
    LEV
    Bevilling
    400.000 kr.
    Bevillingsår
    2022

    Mennesker med udviklingshandicap skal have forbedret deres sundhedstilstand, da de
    lever langt kortere end mennesker uden handicap. En af løsningerne er et fokuseret
    sundhedstjek ved de praktiserende læger, hvilket der er afsat penge til fra 1. januar 2022.
    Men både de praktiserende læger og borgerne har brug for hjælp for at få
    sundhedstjekkene til at fungere. Det er to meget forskellige verdener som mødes,
    borgerne er kognitivt udfordret og læger som har en travl hverdag. Borgerne brug for
    støtte - både rent praktisk til at få et møde i stand, men også ved selve undersøgelserne
    og til opfølgning ved fx hospital og speciallæger. Derfor er der brug ekstra godt materiale,
    som udvikles og testes sammen med borgerne. Og endelig skal dette formidles til alle
    relevante målgrupper – borgerne, pårørende og medarbejderne, og det skal let kunne
    genfindes på flere relevante platforme.

  • Nærvær og livskvalitet - musikterapi til ensomme borgere i Fællesskabets Hus

    Øvrige
    Projektleder
    Trine Møller Nielsen
    Institution
    Fællesskabets Hus
    Bevilling
    590.000 kr.
    Bevillingsår
    2022

    Ensomhed er et stigende problem blandt ældre i Danmark. Det oplever vi også i
    Fællesskabets Hus i Ry. En del af disse borgere har desuden en demenssygdom og/eller
    er i en palliativ proces, der kræver ekstraressourcer. Dette projekt har til hensigt i løbet af
    2 år at tilbyde behandlinger med musikterapi til alle de borgere, som har behov for det.
    Musikterapi er en evidensbaseret behandlingsform, der egner sig særligt godt til
    mennesker med demens samt palliativt arbejde. Men alle borgere kan have glæde af det.
    Samtidig tilbydes et efteruddannelsesforløb til det faste personale i den helt nye
    forskningsbaserede manual PAMI (person attuned musical interactions), der er målrettet
    til efteruddannelse af plejepersonalet. En del af de musikterapeutiske
    specialkompetencer indenfor nonverbal kommunikation er særdeles relevante for
    plejepersonale, og kan let implementeres i en travl hverdag. Projektet er et pilotprojekt i
    Skanderborg Kommune, hvor der ikke tidligere er anvendt musikterapi. Projektet har til
    formål at imødekomme de psykosociale behov hos vores mest ensomme borgere, samt
    at give et kompetenceløft til hele plejehjemmet, så plejepersonalet selv kan føre projektet
    videre.

  • Videnscenter for Gravide med Infektion

    Øvrige
    Projektleder
    Nina Weis
    Institution
    Hvidovre Hospital
    Bevilling
    2.000.000 kr.
    Bevillingsår
    2021

    Det er velkendt, at gravide er mere modtagelige for visse infektionssygdomme og at
    nogle infektioner, som er relativt ufarlige for ikke-gravide, på grund af graviditeten kan
    udvikle sig meget alvorligt for kvinden og/eller hendes barn. Dette skaber naturligvis stor
    bekymring for både den gravide og hendes pårørende, og undertiden også for den
    ansvarlige læge og jordemoder, der skal beslutte, hvordan man skal sikre diagnosen,
    hvilken behandling der skal gives og hvordan man mest optimalt følger kvinden og
    hendes ufødte barn i graviditeten.
    Formålet med Videnscenter for Gravide med Infektion er at sikre en optimal forebyggelse,
    diagnostik og behandling af alle gravide kvinder med infektion, forebygge smitte til deres
    børn og give oplysning til alle sundhedsfaglige, gravide og deres pårørende om
    infektioner i graviditeten.
    På nuværende tidspunkt er der ikke en koordineret tværsektoriel indsats i forhold til
    gravide med infektioner. Ved symptomer vil den gravide ofte henvende sig til egen læge
    og/eller jordemoder, eller alternativt privatpraktiserende fødselskonsulenter, som
    klarlægger det videre forløb i forhold til diagnostik, eventuel behandling og forebyggelse
    af smitte. Den enkelte praktiserende læge og/eller jordemoder kan have behov for faglig
    sparring og vejledning, men aktuelt er rådgivning omkring infektioner i graviditeten ikke
    samlet et sted. Dette kan medføre, at kvinden får et usammenhængende forløb, hvor hun
    og hendes pårørende selv skal være tovholder, og korrekt diagnostik og behandling
    forsinkes.
    Et Videnscenter for Gravide med Infektion vil samle den tværfaglige ekspertise ét sted
    ved at udvide og optimere samarbejdet mellem de forskellige sundhedsfaglige indsatser i
    både primær- og sekundærsektorerne, så der opnås et sammenhængende forløb, hvor
    kvinden og hendes ufødte barn får den bedste behandling. Fokus vil være på information
    og medinddragelse, så kvinden og hendes pårørende oplever et trygt møde med
    sundhedsvæsenet. Ydermere vil et Videnscenter for Gravide med Infektion tilvejebringe
    et solidt videns-grundlag, idet der aktuelt mangler systematisk indsamlet viden om
    graviditet og infektioner. Denne viden skal bruges til at optimere forebyggelse, diagnostik,
    behandling og pleje af gravide med infektioner og deres ufødte børn. Projektet har
    således fokus på både sundhedsfaglig forskning, samt oplysning og forebyggelse i
    forhold til infektioner i graviditeten.