Det støtter vi

Vi ønsker at bidrage til at sikre bedre helbred og livskvalitet blandt skifte- og natarbejdere.
Skifte- og natarbejde er et vilkår i et moderne samfund, men den enkelte skiftearbejder
har større risiko for en række sygdomme inklusiv diabetes. Det skaber utryghed for den
enkelte, og udgør et samfundsmæssigt problem ved at gøre en arbejdsform, som er
nødvendig, mindre attraktiv og sværere at rekruttere til. Der er derfor et ønske om
forskningsbaserede anbefalinger om, hvad man som individ og på samfundsniveau kan
gøre for at mindske risikoen. Formålet med nærværende projekt er at undersøge,
hvordan skiftearbejde kan tilrettelægges og hvornår på døgnet man bør spise for at
undgå høje niveauer af blodsukker og dermed forebygge diabetes.
Det overordnede formål er således at øge sundhed hos ansatte med skifte- og natarbejde
ved at tilvejebringe viden, der kan bruges til at mindske risiko for sygdom gennem
forskningsfaglige anbefalinger. Vi ønsker med nærværende projekt at supplere en
igangværende dataindsamling blandt 1001 natarbejdere med måling og analyse af
glukose i vævsvæske som et indirekte mål for blodsukker. Der måles som noget nyt hvert
5. minut på både arbejds- og fridage i en uge. Det svarer til over 2000 målinger af
glukose per deltager. Data kombineres med detaljeret viden om arbejdstiden fra Dansk
ArbejdstidsDatabase (DAD) og, hvornår deltagerne spiser fra spørgeskemaer. Der
gennemføres analyser af betydningen af, hvordan skiftearbejdet tilrettelægges, fx hvor
mange vagter man har i træk, og hvornår man spiser, for niveauer af blodsukker. I dette
projekt imødekommer vi flere begrænsninger fra tidligere studier, som typisk har været
gennemført under meget kontrollerede laboratoriebetingelser, som har haft utilstrækkelig
beskrivelse af arbejdstiden, og som har været baseret på få målinger af glukose.
Passiv måling af glukose i vævsvæske er udviklet til, med minimalt besvær for den
enkelte, at monitorere blodsukkerniveauet og anvendes i dag hos diabetikere. I dette
projekt anvendes denne teknik for første gang i et studie af skiftearbejdere døgnet rundt i
deres dagligdag uden for et laboratorie.
Den opnåede viden publiceres både i videnskabelige tidsskrifter og gennem populære
formidlingskanaler fx gennem faktaark og sociale medier samt gennem drøftelser i
veletablerede følgegrupper, hvor arbejdsmarkedets parter er repræsenteret.
Efterfølgende omsættes den til forskningsbaserede anbefalinger om, hvordan
skiftearbejde kan tilrettelægges - fx hvor mange nattevagter i træk – som
vagtplanlæggere og myndigheder kan anvende til at skabe sunde arbejdspladser ved at
forebygge, at skiftearbejdere får diabetes som følge af deres arbejdstid. Endvidere får
den individuelle skiftearbejder større viden om, hvad de selv kan gøre for at forebygge
sygdom i forbindelse med natarbejde og dermed større tryghed og livskvalitet.

Arytmier er hyppigt forekommende hos patienter i kronisk dialysebehandling. Det skyldes
både ændringer i elektrolytter, aterosklerose, koagulationsforstyrrelser og strukturelle
hjertesygdomme (fx insufficiente eller stenoserede hjerteklapper eller hypertrofi), som
patienter i dialysebehandling er i risiko for at udvikle. Arytmierne kan være alt fra enkelte
ekstrasystoler, over ledningsblok til takykardier som atrieflimmer. Arytmier og ’sudden
cardiac death’ er årsag til over 1/3 af dødsfaldene blandt patienter i kronisk
dialysebehandling, hvor den årlige mortalitet i forvejen er høj; 10%.
Undersøgelsens hovedformål er at undersøge forekomsten af forskellige typer arytmier,
herunder om der er patient- eller dialyserelaterede faktorer, fx variationer i blodsukker,
der knytter sig til forekomsten af forskellige arytmier, samt om forskellige arytmier er
relateret til udvikling af kardiovaskulær sygdom eller -død.
Undersøgelsen gennemføres som et regionalt kohortestudie. Deltagende patienter med
dialysekrævende kronisk nyresvigt rekrutteres fra de regionale dialyseafdelinger. I
forbindelse med den vanlige dialysebehandling påsættes og aftages Holter-monitoren.
Ved inklusion registreres oplysninger om patienternes anamnese, medicin og
dialysemodalitet i en central database. Et år efter inklusion benyttes de nationale
sundhedsregistre til registrering af prædefinerede endepunkter i form af pludselig
kardiovaskulær død, akut myokardieinfarkt, nyopstået arytmi og død.

Projektets formål er at bestemme om intensiv tandrensning af patienter med både leddegigt og parodontitis
(tidligere kaldet ”paradentose”), hvor leddegigten er i ro (remission), kan forhindre
sygdoms-opblussen i leddene og mindske tidlige tegn til hjertekarsygdom.
Hos patienter med leddegigt i remission ses ofte diskret sygdomsaktivitet enten i form af
enkelte hævede eller ømme led, eller påvist ved ultralyds-/MR-skanning af led, der ellers
fremtræder klinisk raske. Disse patienter har hyppigt let forhøjede niveauer af
betændelsesstoffer i blodet, såkaldt systemisk lav-graderet inflammation (LGI), hvilket
bl.a. er knyttet til risiko for hjertekarsygdom. En kilde til LGI kan også være parodontitis,
som derved menes at kunne forværre leddegigt og hjertekarsygdom.
Vi ønsker ved et lodtrækningsforsøg at undersøge, om behandling af parodontitis hos
patienter med leddegigt i remission kan mindske risikoen for genopblussen af
gigtsygdommen ved at reducere LGI. Ved 6 og 12 måneders opfølgning vil
sygdomsaktiviteten blive vurderet ud fra antal hævede og ømme led og ved kliniske
aktivitetsmål for gigtsygdommen (DAS28, CDAI og SDAI), samt ved ultralydsskanning,
MR-skanning og måling af betændelsesstoffer i blodet. Desuden foretages der
øjenskanninger, som belyser tidlige tegn til hjertekarsygdom.
Hvis parodontalbehandlingen viser sig at kunne mindske risikoen for genopblussen af
leddegigt ved at reducere LGI, vil det være en simpel og billig måde at fastholde
remission af sygdommen. Det kan nedsætte behovet for medicinsk behandling, øge
livskvaliteten og nedsætte risikoen for følgesygdomme som fx hjertekarsygdom.

Revers remodellering af hjertet hos eliteatleter og effekten af karrierestop på kort og lang
sigt. I de senere år har bekymringer om risikoen for udvikling af farlige hjerterytmer under hård
træning haft stor interesse. Vores viden om atleternes sundhedsmæssige udfordringer
senere i livet er til gengæld meget mindre belyst. Særligt kvindelige atleters helbred på
lang sigt er stort set ukendt.
Træning og fysisk aktivitet er veldokumenterede tiltag for at reducere risikoen for
hjertekar sygdom. Men mere træning er ikke altid bedre. Flere studier har vist, at for
meget træning kan være skadeligt på lige fod med inaktivitet. Blandt veteran atleter ses
øget risiko for både arvævs-dannelse i og irritation af hjertemusklen samt nedsat funktion
af højre hjertekammer. Ligesom risikoen for udvikling af hjerterytmeforstyrrelsen
atrieflimren er forhøjet op til 500%. Trods de beskrevne forandringer i hjertet og øget
risiko for udvikling af nogle rytmeforstyrrelser er eliteatleters forventede levealder højere
end baggrundsbefolkningen. Dette udelukker dog ikke, at en subgruppe dårligt tåler hård
træning og udvikler skadelige forandringer i hjertet.
Vi mistænker, at højre hjertekammer kan overbelastes under hård træning som følge af
forhøjet blodtryk i lungekredsløbet, og at dette kan føre til arvævsdannelse med kroniske
forandringer i hjertet. Normalt vil hjertet tilpasse sig mindre belastning, men hos nogle
atleter sker denne tilpasning ikke. Det er uvist, hvad der kendetegner denne gruppe.
Ligeledes er det uvist, om mænd og kvinders hjerter reagerer ens på reduceret
belastning.
For at undersøge hjertets tilpasning til mindre belastning vil vi undersøge 50 eliteatleter
(ca. 50% kvinder) og følge hjertets udvikling over de næste 6 måneder, mens det
tilpasser sig en hverdag med mindre belastning. I samarbejde med Rigshospitalet har vi
mulighed for at udføre MR-scanning på atleterne ved første undersøgelse og igen efter 6
måneder. Dette giver os mulighed for at beskrive hjertets remodellering både i forhold til
størrelse, funktion og hjertevævets struktur med den mest præcise
undersøgelsesmodalitet.

Dette forskningsprojekt fokuserer på patienter med tinnitus (øresusen) og høretab.
Undersøgelser viser, at op mod 15% af befolkningen lider af tinnitus og størstedelen
(80-90%) har et målbart høretab. En del af disse (~10%) lider af generende tinnitus og
oplever søvnvanskeligheder, koncentrationsbesvær, opmærksomhedsbesvær og
bekymringer relateret til deres tinnitus. En af de tilgængelige behandlingsmetoder er
forstærkning fra høreapparater, men på nuværende tidspunkt er det langt fra alle
patienter, der får gavn af forstærkningen. Der mangler viden om, hvilke patienter der vil
have gavn af forstærkning, samt muligheden for mere individuelt tilpassede
høreapparater.
I dag bliver høreapparater normalt tilpasset på baggrund af en standard høretest
(audiogram). Høretab giver dog ikke kun en reduktion i hørbarheden, men kan også
resultere i andre høreskader, så som nedsat taleforståelse eller ændringer i opfattelsen af
lydstyrke. Den almindelige høreprøve giver ikke information om disse andre høreskader.
Hypotesen i projektet er derfor, at man ved at gøre brug af mere avancerede høreprøver,
kan forbedre høreapparatstilpasninger. Det antages, at disse mere individuelle
tilpasninger vil give en større reduktion af tinnitus lydstyrken og den tinnitus relaterede
stress, end almindelige høreapparatstilpasninger.
Hovedformålet med projektet er, at bruge et testbatteri til at undersøge patienters hørelse
og tinnitus. Dette testbatteri vil danne grundlag for inddelingen af patienter i fire
høreprofiler, med hver sin unikke høreapparatstilpasning. Et klinisk studie vil afprøve, om
de avancerede høreapparatstilpasninger giver større lindring af tinnitus end de normalt
tilgængelige høreapparatstilpasninger. Desuden vil effekten af højfrekvent forstærkning,
der endnu ikke er tilgængelig i standard høreapparater, blive testet ved brug af en
høreapparatssimulator.
Studiet skal bidrage med ny viden om tinnitus patienters hørelse og vil desuden give
information om, hvorvidt mere individuelle høreapparatstilpasninger kan være
behjælpelige for en større gruppe af tinnitus patienter end de traditionelle
høreapparatstilpasninger.

I landets kommuner er der kommet et voksende fokus på, hvordan data kan bruges til at
understøtte arbejdet på en række af de store velfærdsområder. Det gælder ikke mindst
på sundhedsområdet, hvor man samtidig er blevet opmærksom på, at komplekse
indsatser som fx forebyggelse må være helhedsorienterede og inddrage flere
forvaltninger og fagligheder. Et eksempel på dette er den stort anlagte indsats Klar Livet,
hvor 10 kommuner er gået sammen om at anvende data til fremme samarbejdet på tværs
af kommunegrænser, forvaltningsområder og professionsfelter med henblik på at styrke
den ungerettede forebyggelsesindsats.
Dette forskningsprojekt undersøger med udgangspunkt i Klar Livet, hvordan data
anvendes til at informere og udvikle kommunale forebyggende sundhedsindsatser
målrettet unge. Formålet er at skabe viden om, hvordan data kan bruges til at understøtte
forebyggende sundhedsindsatser på tværs af faglige, organisatoriske og sektorielle
grænser. En sådan viden vil kunne bruges til at styrke den forebyggende indsats ikke
alene i Klar Livet, men også i andre lignende tværkommunale indsatser.
Projektet fokuserer på tre elementer af arbejdet med data. For det første undersøger vi,
hvordan de involverede medarbejdere i Klar Livet udvælger og omsætter data til viden om
unges behov, som dernæst kan udgøre grundlaget for konkrete initiativer. For det andet
ser vi nærmere på, hvordan arbejdet med data organiseres i Klar Livet og på hvilke
kompetencer, som dataarbejdet fordrer af kommunernes fagprofessionelle medarbejdere.
For det tredje afsøger projektet, hvordan data fra en omfattende national undersøgelse af
unges sundhed – den såkaldte Ungeprofilundersøgelse – bringes i spil, når professionelle
udvikler kommunens ungeindsats, og på hvordan de tværkommunale dataanalyser
informerer politiske beslutninger i de enkelte kommuner.
Samlet set beskæftiger forskningsprojektet sig således med, hvordan data rejser i det
kommunale sundhedssamarbejde, og hvordan data på denne rejse løbende tillægges
nye betydninger. Dette er relevant, fordi der dels mangler viden om, hvordan data i
praksis understøtter tværgående kommunale sundhedsindsatser, og dels hvordan data
informerer det fagprofessionelle arbejde i kommunerne. Det er således hensigten, at
projektets resultater vil kunne bruges til at klæde kommunernes fagprofessionelle
medarbejdere på til at kunne deltage aktivt i at udvælge, vurdere og omsætte data til
konkret viden om de unges centrale udfordringer og behov.

Dette forskningsprojekt er en del af befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS – verdens
største individbaserede forløbsundersøgelse med særligt fokus på seksuel sundhed samt
på samspillet mellem seksualitet og helbred. Det har til formål at belyse seksuelle og
relationelle udfordringer hos mænd og kvinder i ægteskaber, hvor mindst én partner er
ramt af langvarig og/eller alvorlig fysisk eller mental sygdom. Problemstillingen er
velkendt i sundhedssektoren, men pga. begrænset forskningsbaseret viden om dette
tabubelagte emne har sundhedsprofessionelle ofte vanskeligt ved at yde fyldestgørende
rådgivning og støtte til patienten, ægtefællen og parret som helhed, når alvorlig sygdom
udfordrer den seksuelle og relationelle trivsel.
Projektet vil anvende data fra 4.122 ægtepar (8.244 ægtefæller), som uafhængigt af
hinanden deltog i Projekt SEXUS i 2017-2018. Projekt SEXUS rummer en internationalt
set unik mulighed for – under overholdelse af strikse diskretions- og datasikkerhedsregler
– at kombinere ægtefællers spørgeskemabesvarelser samt tilkoblede registerdata om
sociale og sundhedsmæssige forhold og senere skilsmisser. Dette gør det muligt at
undersøge, om og i hvilken grad mænd og kvinder i ægtepar med en syg ægtefælle
oplever flere seksuelle og relationelle vanskeligheder end mænd og kvinder i ægtepar,
hvor ægtefællen er rask. De seksuelle og relationelle vanskeligheder vil blive undersøgt
ved brug af begge ægtefællers oplysninger om helbredsforhold samt kvaliteten af
ægteskabet og sexlivet, herunder seksuel behovsdækning, oplevet vigtighed af sex,
seksuel funktion, grad af seksuel lystsymmetri, hyppighed af onani, pornoforbrug samt
udenomsægteskabelig seksuel aktivitet (herunder utroskab, søgning efter en sexpartner
på internettet samt prostitutionsbesøg). Desuden vil skilsmisserisikoen i løbet af de første
fire års opfølgning efter spørgeskemabesvarelsen blive analyseret ved hjælp af
tilkoblede, opdaterede civilstandsoplysninger i 2022. Ægtefællernes sygdomsdiagnoser
vil dække de hyppigste folkesygdomme, bl.a. hjerte-kar-lidelser, diabetes, kræft, angst og
depression.

I disse år reduceres antallet af sygehussenge, og det på trods af et stigende antal ældre,
som også er dem, der hyppigst indlægges akut. Indlæggelsestiden er forkortet og flere
sårbare ældre udskrives til fortsat pleje og behandling i egen bolig, inkl. plejebolig. Men
antallet af genindlæggelser indenfor 30 dage er steget. Genindlæggelser kan være
nødvendige, men kan også være uhensigtsmæssige og bero på suboptimal udskrivelse
eller opfølgning. Vi har vist, at når et geriatrisk team (læge og sygeplejerske) besøger
skrøbelige ældre patienter udskrevet fra geriatrisk afdeling til et
døgn-genoptræningscenter, kan genindlæggelser reduceres med 28%. Men gælder det
også for patienter, der udskrives til egen bolig, inkl. plejehjem?
Det ønsker vi at undersøge i et projekt, hvor deltagende patienter (efter informeret
samtykke) ved lodtrækning udtrækkes til enten at få (A) en sædvanlig udskrivelse
(kontrolgruppen), eller (B) både en sædvanlig udskrivelse OG et hjemmebesøg ca. 2-4
dage senere af en geriatrisk sygeplejerske (G-UD spl.) og en kommunal plejeperson (spl.
eller SSA) på samme tid (indsatsgruppen). Ved besøget gennemgås patientens samlede
helbredssituation vha. et anerkendt systematisk skema (FS-III). Evt. problemer drøftes og
søges løst. G-UD spl. medbringer desuden udstyr til at måle nogle blodprøver til ’straks
analyse’, fx infektionstal, væsketal, og blodprocent, som kan være vejledende ift.
vurdering af patientens helbred. Desuden kan en geriatrisk speciallæge ved behov
kontaktes via video, hvilket giver lægen mulighed for at se og snakke med pt., og dermed
et bedre grundlag for evt. ændringer i behandlingen, yderligere opfølgning ved G-UD spl.
eller i ambulatorium, ligesom akut genindlæggelse også er muligt.
Projektet har også fokus på brugerinddragelse til at forstå og forbedre
udskrivelsesprocedurer. Derfor vil vi også indsamle yderligere informationer via
spørgeskema og fokusgruppeinterview. Brugere defineres her både som patienter,
pårørende, plejepersonale på sygehus og i kommunen, samt læger. Desuden vil der på
10-12 personer blive lavet et studie, hvor patienten observeres fra udskrivelse til
hjemkomst i egen bolig (”I patientens fodspor”).
Projektets resultater vil vise om et opfølgende hjemmebesøg kan forebygge
genindlæggelser. Desuden vil vi få viden om hvilke helbredsmæssige situationer, der i
særlig grad udfordrer patienten ved hjemkomsten, og hvordan problemerne kan
håndteres ved tværsektorielt samarbejde. Med baggrund i brugerinddragelse fås indsigt i
hvordan udskrivelser forbedres, hvilket vil kunne overføres til andre sygehusafdelinger.
Det giver et bedre og mere sammenhængende forløb for patienterne i overgangen
mellem sundhedssektorer. Endelig vil vi kunne belyse værdien af medbragt video- og
analyseudstyr, og inspirere til øget anvendelse af håndholdt 'bed-side' udstyr i fremtidens
pleje og behandling.

Der findes ingen systematisk viden om voldtægtsofre i Grønlands retssikkerhed og
omsorgstilbud, men vi må formode at hverken WHO’s eller de danske anbefalinger
følges. I 2020 blev rekordmange seksualforbrydelser i Grønland anmeldt og nåede et
niveau, der var 13 gange højere pr. 1000 indbyggere end i Danmark.
I Danmark foretages undersøgelse af ofre for seksuelle overgreb på et af
voldtægtscentrene, hvor der, uanset om overgrebet er politianmeldt eller ej, foretages en
akkrediteret retsmedicinsk undersøgelse, der indebærer dokumentation af læsioner på
kroppen og kønsdelene, sikring af biologiske spor (DNA) og prøver til toksikologisk
undersøgelse (blod og urin). Samarbejdet omkring ofrene på voldtægtscentrene sikrer, at
der ud over dokumentation til brug i efterforskning og det eventuelle retslige efterspil,
også ydes ofrene et omsorgstilbud af helbredsmæssig, social og psykologisk karakter.
Data fra voldtægtscenteret i København viser at knap halvdelen (45 %) af
henvendelserne ikke var politianmeldt ved første kontakt og at knap 8 % efterfølgende
politianmeldte overgrebet. Studier om betydningen af den retsmedicinske undersøgelses
betydning for det retslige efterspil peger i forskellige retninger, men har i Danmark vist sig
en vigtig faktor for anklagemyndighedens beslutning vedrørende sagens videre gang i
retssystemet.
Desværre er der i Grønland ingen voldtægtscentre eller retsmedicinske læger.
Undersøgelser af voldtægtsofre i Grønland foretages af personale ansat på sygehusene.
Undersøgelses- og omsorgstilbud i Grønland for både anmeldte og uanmeldte voldtægter
er ikke tidligere belyst.
Formålet med dette studie er at øge vores viden på området, ved at undersøge
voldtægtsofre i Grønlands retssikkerhed og omsorgstilbud i årene 2016 til og med 2020.
Specifikt ønsker vi at undersøge hvorledes voldtægtsofre, som har foretaget
politianmeldelse, undersøges og om dette har sammenhæng med det retslige efterspil.
Endvidere ønsker vi at belyse, hvorledes voldtægtsofre, som ikke har foretaget
politianmeldelse, undersøges, samt omfanget af omsorgstilbud for voldtægtsofre generelt
i Grønland. Studiet er retrospektivt og data indsamles manuelt fra politirapporter,
domsfældelser og journalmateriale fra hospitalskontakter. Data indføres i en database og
der foretages deskriptiv og statistisk analyse. Vi håber, at kunne belyse fokuspunkter der
fungerer og fokuspunkter, der kan optimeres til gavn for Grønlands voldtægtsofre.

Sundhed måles ved hjælp af ”patient reported outcome measures” (PROMs), hvor den
enkelte person uden andres fortolkning eller indblanding kan beskrive sin tilstand ved
besvarelse af et spørgeskema. Sundhed kan også vurderes med objektive mål, fx
overlevelse eller blodtryk, men PROMs betragtes som det vigtigste måleredskab til
vurdering af behandlinger i bevægeapparatet. PROMs anvendes i lodtræningsstudier til at
finde den bedste behandling og i store landsdækkende kvalitetsdatabaser til registrering
af resultatet efter indsættelse af proteser, således at man hurtigt kan identificere
protesetyper med dårligt resultat.
Det er nødvendigt at følge bestemte processer, hvis man vil udvikle et spørgeskema, der
måler pålideligt. Det vigtigste er, at spørgsmålene udvikles i tæt samarbejde med den
type personer, der senere skal svare på det. Desværre er >85 % af de PROMs, der
bruges til at vurdere behandlinger i bevægeapparatet, ikke pålidelige. Det medfører risiko
for, at de initiativer, der tages på baggrund af resulter opnået med disse PROMs, ikke
sundhedsmæssigt er de bedste. Ud over at medføre spild af økonomiske midler
reducerer det også borgernes mulighed for at have et aktivt liv. Man ved, at pålidelige
PROMs dobbelt så ofte som ikke-pålidelige PROMs viser forskel imellem to behandlinger,
og ved at bruge ikke pålidelige PROMs overser man derfor en del af disse forskelle.
Der er ½-1 million danskere med slidgigt i hofte eller knæ. De eksisterende PROMs til
vurdering af deres tilstand er udviklet i forrige århundrede til patienter med meget svær
slidgigt, og patienterne finder, at de ikke er relevante, tidssvarende og dækkende for
deres tilstand. Det giver stor usikkerhed for, hvilke af de mange kirurgisk og
ikke-kirurgiske behandlingsmuligheder, der har effekt og hvilket der er unødvendige.
Formålet med dette projekt er at udvikle pålidelige PROMs til patienter med slidgigt i hofte
eller knæ, både for de, der har lette eller moderate gener, og de med svære gener, som
kræver indsættelse af en protese. Dette gøres simultant i Danmark, Sverige, Norge og
England for at opnå en stor sikkerhed for, at de nye spørgeskemaer har makisimal grad
af pålidelighed.
Der udføres gruppeinterviews med patienter med protesekrævende kirurgi og patienter
med lettere slidgigt samt patienter, som skal have skiftet en allerede indsat protese. Ved
hjælp af disse interviews udformes relevante og dækkende spørgsmål, og ved
enkelt-interviews med patienter optimeres spørgsmålene sprogligt. De resulterende
spørgeskemaer testes hos 250 patienter i hver kategori for, om de har gode
måleegenskaber, og om de måler det, der er tilsigtet. Disse svar bearbejdet matematisk,
hvorefter de endelige spørgeskemaer er klar til brug.
På baggrund af de nye spørgeskemaer kan effekten af forskellige behandlinger fastslås
med langt større sikkerhed. Mængden af overflødige behandlinger kan reduceres. Man
kan tidligt identificere knæ- og hofteproteser protesetyper, som fungerer mindre godt.