Konference Christiansborg Når Bevægelse Bevæger

Frivillige fællesskaber fremmer livskvalitet og forebygger ensomhed

Nyhed
En tur i en rickshaw giver plejehjemsbeboere en følelse af ligeværd og fremmer livsglæden. Frivillige fællesskaber er en vigtig medspiller for det kommunale Danmark, i forhold til at skabe gode aktiviteter for mennesker med funktionsnedsættelser
Vi skal i kommunen være bedre til at understøtte og udbrede de tilbud, der allerede findes, og måske også hjælpe borgerne med at give det første skub fx i forhold til at komme i gang med en fysisk aktivitet,
Kristoffer Storm, DD

Der går en glædesrus gennem publikum i Fællessalen på Christiansborg, mens to film flyver over de store hvide skærme, der med præcision hænger ned fra det rigt dekorerede stukloft. I den ene film møder vi TeamTvilling, der med en hujende folkemængde som bagtæppe følger atleter, der løber med handiatleter i lette vogne, og dermed som et samlet team gennemfører endnu en halvmaraton. I den anden film møder vi en ældre mand og en endnu ældre kvinde, der begge bliver taget på tur i en rickshaw (ladcykel). Med vind i håret og en engageret (frivillig) cykelpilot ved styret, suser de af sted. Vi mærker deres interne spil – er der opstået en lille kærlighed mellem de to?
Salen griner og alle klapper, da filmen er færdig.
Vi er bevægede.

Frihed og ligeværd
Vi er her for at få præsenteret rapporten, Når Bevægelse Bevæger. Den er udviklet af forskere og ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU med det  formål  at undersøge, om handiatleter og plejehjemsbeboere oplevede en fysiologisk forandring, når de blev bevæget gennem andre. Det gjorde de ikke. Til gengæld fandt forskerne ud af, at både ældre og handiatleter fik en klar følelse af at være med i et ligeværdigt fællesskab. For deltagerne i Team Tvilling handlede det i høj grad om, at være en del af en aktivitet, der ikke udsprang af at de var handicappede, men snarere, at de var med ude at løbe med mennesker uden funktionsnedsættelser. For de ældre handlede det blandt andet om, at de følte en frihed igen – mange har måske cyklet meget i deres liv og det med at få den glæde tilbage, kan give en følelse af igen at kunne noget og ikke bare være parkeret på et plejehjem.

Som den ene af stifterne af Team Tvilling Steen Mondrup opsummerede det: ”Cykling uden Alder skaber minder,  mens Team Tvilling skaber identitet.”

Kristoffer Storm DD i paneldebat
Paneldebat hvor blandt andet Kristoffer Storm (DD), Birgitte Vind (S) og Karin LIltorp (M) deltog.

Brobygning er vigtig
På dagens konference var der et fint blik for civilsamfundets muligheder og begrænsninger - det givende ved frivillighed og fællesskab, og de barrierer, der kan gøre det svært at lykkes. Det blev blandt andet diskuteret ved dagens sidste programpunkt paneldebatten. Her deltog Karin Liltorp (M), Birgitte Vind (S), Kristoffer Storm (DD), Katrine Mandrup Tang, Lars Linderholm, Ældresagen og Peter Rosenmaier, Parasport Danmark 

”Brobygning er vigtig. Vi skal i kommunen være bedre til at understøtte og udbrede de tilbud, der allerede findes, og måske også hjælpe borgerne med at give det første skub fx i forhold til at komme i gang med en fysisk aktivitet,” sagde Kristoffer Storm (DD) Der udover at være Rådmand for Senior og omsorg i Aalborg Kommune også sidder i Helsefondens bestyrelse.

Om Når Bevægelse Bevæger

I 2018 satte Bevica fonden og Helsefonden 5 mio. kroner af til at undersøge, hvad der sker, når mennesker med funktionsnedsættelser bliver bevæget gennem andre.

Det udmundede i projektet Når Bevægelse Bevæger, som netop er udkommet med en færdige rapport.

Projektet er udført af forskere fra Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med TrygFondens Center for Aktiv Sundhed

Rapporten blev præsenteret på en konference på Christiansborg i januar 2024