Det støtter vi

Peder Lykke Centret er en selvejende institution beliggende på Amager. Centret har en mangfoldighedsprofil, hvor vi arbejder strategisk med at give høj livskvalitet til alle uanset etnisk og kulturel baggrund. Vi er kommet langt med arbejdet med mangfoldighed siden profilen blev introduceret i 2013. Vi hylder menneskers forskellige kulturelle baggrunde, vi fejrer alverdens højtider, spiser mad fra hele verden og udvikler hele tiden vores interkulturelle kompetencer. Men repræsentationen af mangfoldighed i vores fysiske omgivelser i hverdagen, har vi ikke hidtil haft et stort fokus på. Det vil vi gerne lave om på nu. 
Vi vil gøre mangfoldigheden mere synlig i de fysiske omgivelser, som beboere og brugere oplever i hverdagen. Vi vil skabe genkendelighed på fællesarealerne for flest mulige ældre og skabe rammer, der opfordrer til mangfoldige aktiviteter. Det vil vi gøre ved at indkøbe interiør, der afspejler nuværende borgeres kulturelle baggrunde og livshistorier. Vi vil samtidig hænge portrætter op af mennesker, der bruger centret dagligt for at vise diversiteten af brugerne. Derudover vil vi opdatere vores interkulturelle lokale, så vi igen kan bruge vores projektorsystem til at omdanne rummet til eksempelvis en moské, en gade i Kina eller en nationalpark i Kenya. 
Dette har til hensigt at højne livskvaliteten for ældre med etnisk minoritetsbaggrund gennem anerkendelse af deres kulturelle identitet samt gøre Peder Lykke Centret til et mere attraktivt sted for alle uanset etnisk baggrund.

Fonden Ingen Bliver Efterladt (IBE) søger med denne ansøgning om midler til at
udarbejde en detaljeret projektbeskrivelse. Midlerne skal bruges til ansættelse af
projektleder/-skribent svarende til 1/3 årsværk.
Projektbeskrivelsen skal beskrive IBEs vision og projekt; at skabe en selvejende
institution for udviklingshæmmede.
Det er tanken, at institutionen skal øge integrationen af de udviklingshæmmede i
samfundet, en gruppe der i stigende grad isoleres og oplever øget ensomhed. Projektet
er nytænkende i den forstand, at unge studerende skal bo sammen med de
udviklingshæmmede. Det er tanken, at det skal være studerende fra relevante studier
som fx pædagogstudiet, psykologistudiet og lignende. De studerende skal foretrækkes
som vikarer på institutionen, ligesom de tilbydes at deltage dels i det daglige liv ved
måltider, møder og ved begivenheder som fx sommerfest, IBEs bazar, julefest osv.
Vi kalder det omvendt integration. I bygningen skal der også være lokaler til henholdsvis
øvelokale og atelier. Kunstnere skal kunne leje sig ind og tilbyde aktiviteter til de øvrige
beboere i form af fx undervisning, arrangere udstillinger og koncerter, ligesom de også
skal deltage i bostedets faste begivenheder. Lokalmiljøet i form af handlende,
organisationer og beboere skal også inddrages i den grad det er muligt ved bostedets
faste begivenheder.
IBE er af den overbevisning, at gruppen af udviklingshæmmede eller de ualmindelige kan
bidrage til de almindeliges liv med deres langsomhed, nærvær og umiddelbarhed i
følelsesliv. Tanken med denne boform er således at mindske ensomheden og øge
livskvaliteten samt sundheden for en sårbar gruppe og på samme tid bidrage til
diversiteten og accepten af forskellige grupper i samfundet. Fonden er af den
overbevisning, at livet leves bedst i relation (som megen forskning også peger på), og at
man med den slags boform kan mindske ensomhed og sårbarhed og øge livskvaliteten
bredt i samfundet.
En vigtig del af projektet er, at der også skal tænkes i nye baner for arkitekturen og de
fysiske rammer. IBE ønsker, at arkitekturen, de fysiske rammer og indretningen
nytænkes, nyskabes og i det hele taget i så høj grad som muligt understøtter projektets
kerne; at livet skal leves sammen. Da bostedet skal ligge i byen, er det også af vigtighed
at naturen spiller med i have, hønsehus og fx taghave.
Endelig er det projektets og IBEs formål at bidrage til at øge livskvaliteten for sårbare
grupper i samfundet generelt. Herunder ældre, psykisk sårbare unge m.fl. Formålet skal
opnås ved at skabe erfaring, oplyse, vidensdele samt skabe debat om projektet og
betydning af nytænkning og nyindretning samt dens positive effekter.
Vores erfaringer skal bredes ud for, at så mange som muligt kan drage nytte af det og
derved bidrage til udviklingen af nytænkende, inkluderende, støttende og levende
boformer, der mindsker ensomheden og øger livskvaliteten og sundheden både blandt
sårbare grupper men også i samfundet generelt.

UngeAlliancen er en fortsættelse af det arbejde, som foregik i Alliancen - unge med
Dobbeltdiagnose (2018-2019), samt vidensopsamling og kortlægning (2016-2017).
UngeAlliancen blev igangsat i 2020 og har siden arbejdet for at styrke og udbrede viden,
erfaringer og perspektiver på indsatser til unge under 25 år med dobbeltproblematikker,
samt at bidrage til at anbefalinger til udvikling og kvalificering af indsatser til målgruppen
bliver afprøvet og implementeret i praksis.
UngeAlliancen består af:
- Repræsentantskabet med ca. 70 medlemmer, der har 'aktier' i unge med
dobbeltdiagnoser (unge, forældre, fagpersoner, forskere og NGO´er). Medlemmerne er
ambassadører for UngeAlliancen, dvs. at de skal formidle viden og erfaringer fra
UngeAlliancen til deres eget bagland og omvendt.
- Advisory Board med 15-17 medlemmer, der repræsenterer forskning, kommunale og
regionale aktører, styrelser samt UngeNetværk og ForældreNetværk.
- Sekretariat, der styrer og faciliterer UngeAlliancens arbejde, bl.a. gennem
ovenstående organer.
UngeAlliancen arbejder i tre spor:
- Det politiske spor, hvis mål er at formidle viden om målgruppen og de indsatser, der er
behov for, samt arbejde for politisk handling, både på statsligt, regionalt og kommunalt
niveau. Det sker bl.a. gennem løbende møder med politikere, beslutningstagere, styrelser
og organisationer samt skriftlige notater, der uddyber UngeAlliancens viden og
anbefalinger om særlige problemstillinger. Desuden er flere rapporter, udarbejdet under
UngeAlliancens hat de seneste år, direkte målrettet beslutningstager-niveau, bl.a. tre
rapporter vedr. nationale retningslinjer.
- Videns- og udviklingsspor, hvis mål er at indsamle yderligere viden samt at udvikle og
afprøve initiativer mhp. opkvalificering af indsatser og implementering i praksis. Under
UngeAlliancens hat er der aktuelt 9 initiativer i gang. Desuden bliver der ad hoc igangsat
Faglige NørdeNetværk, der sætter fokus på udvalgte problemstillinger.
- Formidlingssporet, hvis mål er at sikre fortsat fokus på unge, ramt af
dobbeltproblematikker, både blandt almen befolkning og blandt fagprofessionelle. Det er
senest sket gennem artikel i STOF vedr. unges brug af benzodiazepiner og opioider (forår
2023) samt kommentar i Socialt Indblik vedr. det nye dobbeltdiagnosetilbud til voksne
(maj 2023).
I løbet af efteråret 2023 vil Socialt Indblik bringe en artikelserie om UngeAlliancen.
UngeAlliancens arbejde i denne runde forventes afsluttet i 2024 med:
1) en Artikelsamling 2.0, der samler op på viden og erfaringer, genereret under
UngeAlliancens hat i perioden 2020-2024,
2) et konkret forslag til hvordan et ungetilbud, målrettet unge voksne (18-25 år), kan se
ud, og hvordan dette kan indgå i regionernes kommende indsatser til mennesker med
dobbeltdiagnoser,
3) at UngeAlliancen har sat et unge-aftryk i de kommende Nationale Kliniske
Anbefalinger,
4) at unge og forældre sammen med UngeAlliancen har afholdt en succesfuld event på
Folkemødet 2024.

Formålet med projektet er den videre etablering af Center for Gravide med Infektion. De
vigtigste aktiviteter består af:
•En telefonisk ”hotline”
•En ”Point-of-Care” test til akut diagnostik af infektioner
•En klinisk forskningsdatabase
Den telefoniske ”hotline” er en gratis telefonrådgivningstjeneste, som betjenes af en
infektionsmedicinsk speciallæge. Rådgivningstjenesten vil være til rådighed for
sundhedspersonale i alle landets fem regioner, dvs. jordemødre, sygeplejersker og læger
i primær-, såvel som sekundær-sektoren. Efter en pilotfase udvides rådgivningslinjen til
også at være til rådighed for alle borgere, primært gravide og pårørende, som søger
information og viden om infektioner under graviditeten. Gravide, som har brug for hurtig
diagnostik og behandling, kan henvises til en akuttid samme dag i et infektionsmedicinsk
ambulatorium, Hvidovre Hospital, Sjællands Universitets Hospital i Roskilde, Odense
Universitets Hospital, eller Aalborg Universitets Hospital.
Der udvikles en Point-Of-Care test til akut diagnostik af de mest alvorlige infektioner, så
gravide kvinder som henvises til ambulatorium, med det samme, hurtigt og effektivt, kan
få stillet en diagnose. Dette vil reducere tiden fra henvendelse til diagnostik, og dermed
optimere behandling.
Der etableres en klinisk forskningsdatabase til registrering af hvilke problemstillinger der
rejses, hvilke råd der søges og effekt af den vejledning og kliniske vurdering der gives,
med henblik på at øge den kliniske kvalitet og for videnskabeligt at kunne belyse behov
og effekt. Desuden etableres en biobank, hvori der gemmes blodprøver fra gravide
patienter, tilset i infektionsmedicinsk ambulatorium, til fremtidige forskningsprojekter.
Projektet er udarbejdet i et tværfagligt samarbejde mellem de infektionsmedicinske,
gynækologisk/obstetriske og klinisk mikrobiologiske afdelinger i Region Hovedstaden,
Region Sjælland, Region Syd og Region Nord og har en varighed på 4 år (1. januar
2024-31. december 2027)

Vi ved at sang har en stærk trivselsforøgende funktion for en stor gruppe af patienter og
deres pårørende. I sær når det sker i et sundhedskor, hvor der ikke kun er fokus på trivsel
og alt det hyggelige, men også på træning og mestring. Det er langt fra alle korledere, der
kan varetaget et sundhedskor, som kræver særlige kompetancer og indsigt og da vi
oplever en øget interesse for at få oprettet flere sundhedskor, har vi akut brug for flere
kompetente kræfter, der kan stå i spidsen for disse kor.
I et sundhedskor mødes mennesker med kronisk sygdom i et fællesskab, hvor der ikke er
fokus på sygdommen, men hvor der er plads til den.
Mennesker med kronisk sygdom skal ikke kun leve med at håndtere selve sygdommen,
men kan også opleve, at deres muligheder for at indgå i sociale sammenhænge
begrænses. Vedvarende hoste, en svag stemme eller træthed er nogen af de symptomer,
der kan føre til social usikkerhed og isolation. Sygdommen kan komme til at få fokus og
være i centrum, for de fællesskaber man deltager i, for eksempel træningshold,
fysioterapi, audiologopæd o.lign.
At synge i et sundhedskor giver et pusterum fra sygdomsfokus, det giver et stærkt
fællesskab med sangglæden i centrum. Samtidig er der i koret en forståelse for de
udfordringer, den enkelte har,- det giver både plads til at tale med hinanden om andre
emner end sygdommen, og det giver tryghed til at tale om det, der er svært.
I nogle sundhedskor deltager de pårørende også i koret. Det giver ægtefæller og familie
mulighed for at lave noget sammen, der ikke har sygdommen i fokus. Samtidig kan de
pårørende få et netværk, hvor de kan dele deres erfaringer med et liv tæt på en kronisk
sygdom.
At synge i sundhedskor giver stemmetræning og fysiske øvelser for hele kroppen, der er
tilpasset de særlige behov sygdommen medfører, derfor kaldes mine sundhedskor også
for et trænings-sangkor.

Med nærværende projekt vil vi skabe opmærksomhed, synlighed og mindes de 284
oversete dræbte kvinder og børn mellem 2000-2021. Det vil vi gøre ved at sætte
mindeplader op i de af landets 98 kommuner hvor drabene skete. Målet er, at åbne op for
samtaler om vold og kvindedrab og derigennem forebygge fremtidig vold. Projektet er det
første i Danmark og i Europa og er baseret på den hidtil største research af femicides
mellem 2000-2021. Kun i Australien findes der et lignende projekt, der kortlægger
kvindedrab. Ikke tidligere har man omfattet en udstilling af historierne. Yderligere ønsker
vi at dokumentere historierne i en bog og lave en national oplysningskampagne på
sociale medier.

Projektet ’Anbringelse i et livsperspektiv’ har til formål at indsamle og formidle
forskningsbaseret viden om, hvordan anbringelse i barn- og ungdommen sætter sig
psykiske og sociale spor i et livsperspektiv, fordi dette aspekt er underbelyst i
forskningslitteraturen. Ofte er det ungdomsårene efter anbringelsen og hvordan
anbringelsen i sig selv er forløbet, der har været i fokus.
Skønsmæssigt er antallet af tidligere anbragte 150.000 borgere, hvoraf mange igennem
voksenlivets forskellige faser og begivenheder, igen og igen mærker, hvordan
anbringelsen til stadighed indvirker hæmmende i forhold til at udnytte deres fulde
potentiale.
Det er disse borgeres erfaringer og indsigter i forhold til håndtering af de psykiske og
sociale senfølger, der ønskes afdækket, i det øjemed at kunne fungere som et spejl for
andre tidligere anbragte og dermed medvirke til at nedbryde følelsen af at være socialt
isoleret og anderledes.
Samtidig vil politikere, myndigheder og fagprofessionelle kunne drage nytte af den
tilvejebragte viden med henblik på at kvalificere anbringelsesområdet og indsatser i
forhold til at støtte borgere, der er ramt af senfølger af anbringelse i barn- og
ungdommen.
Projektets vidensgrundlag vil baseres på dybdeinterview med 12 borgere med
anbringelsesbaggrund repræsentativt fordelt i forhold til køn, alder, anbringelsesform,
geografi mv. og vil blive gennemført og bearbejdet på basis af klassiske
gyldighedskriterier for kvalitativ forskning.
Projektet vil munde ud i produktion af to bøger og en podcast. Den ene bog vil være en
traditionel fagbog, med politikere, administratorer og fagprofessionelle som primær
målgruppe. Den anden bog vil være en refleksionsbog, primært rettet mod tidligere
anbragte borgere. Podcasten vil bestå af journalistisk bearbejdet lydmateriale fra
interviewene. Produkterne forventes derudover at blive anvendt proaktivt af de af De
Anbragte Vilkårs frivillige og andre, der udfører oplysningsarbejde, holder oplæg mv. om
psykiske og sociale senvirkninger af anbringelse i barn- og ungdommen og dermed risiko
for social udgrænsning i forhold til fællesskabet.
Projektet er blevet til og vil foregå i et tæt samarbejde med De Anbragtes Vilkår.
Derudover nedsættes et advisory board bestående af videnspersoner, der repræsenterer
forskellige, men relaterede fagområder, med henblik på at sikre projektet høj
forskningsmæssig og faglig kvalitet.
 

Langt de fleste patienter (ca. 75 %) med kronisk nyresygdom oplever seksuelle
problemer som følge af deres sygdom, deres behandling og den medicin de indtager.
Hyppige seksuelle dysfunktioner er rejsningsbesvær, tørhed i skeden, nedsat seksuel lyst
og reduceret seksuel ophidselse. Dertil kommer manglende energi, fysiske ændringer af
kroppen og frygten for infektion, som i værste fald kan skade eller endda afstøde nyren.
Seksualiteten er en vigtig trivselsfaktor og både psykisk velvære og sociale kompetencer
kan blive påvirket, når seksualiteten forandres. Dog er sex, intimitet og parforhold et
emne, som både patienter og fagpersoner har svært ved at tale om, og det gør, at mange
ikke får den nødvendige hjælp, hvilket påvirker patientens og partnerens livskvalitet.
Formålet med projektet er, at flere patienter med nyresygdom oplever god seksuel
livskvalitet på trods af nyresygdom. Vejen dertil er oplysning og åbenhed samt formidling
af viden og samtaler om seksualitet.
I projekts opstartsfase vil vi undersøge nyrepatienters og deres partneres oplevelse af
mulighed for at tilgå viden og samtaler om nyresygdom og seksualitet. For at tilvejebringe
et kvalificeret grundlag til forbedring af kommunikation om seksualitet på hospitaler og i
Nyreforeningen, vil vi I projektperioden afprøve og understøtte forskellige
kommunikationsveje, både via Nyreforeningen og i samarbejde med nyrerelaterede
hospitalsafsnit.

Alle mennesker har behov for at opleve og føle intimitet, nærhed og tryghed sammen
med andre mennesker fx ens partner. For mange vil et seksuelt samvær på den ene eller
anden måde give følelsen af samhørighed og velvære og dermed gavne livskvaliteten.
Det gælder naturligvis også personer, som har pådraget sig en rygmarvsskade.
Når man pådrager sig en rygmarvsskade, så ændres kroppens funktioner drastiske med
bl.a. nedsat mobilitet og følesans. Det første spørgsmål, mange rygmarvsskadede stiller,
er om man kan have sex, opleve intimitet og få børn. En rygmarvsskade påvirker ikke kun
den skadede selv, men også dennes evt. partner og pårørende. Omgivelsernes syn på
personen ændres radikalt, fordi manges opfattelse er, at personer med rygmarvsskade
ikke er seksuelt aktive eller intime. Den rygmarvsskadede skal finde sig selv i en ny
identitet, og det samme skal partneren og de øvrige pårørende. Man skal finde nye måder
at fungere på i forhold fx til sex og intimitet alene så vel som i parforhold. Omverdenens
syn på personer med rygmarvsskade skal forandres.
Det kan være svært som rygmarvsskadet, ens partner og de pårørende at finde svarene
på, hvordan sex og intimitet fortsat kan være en naturlig del i dagligdagen. Ændringer i
befolkningens holdning til personer med rygmarvsskade ændres ikke af sig selv. Der er
derfor behov for oplysning i forhold til den enkelte, partneren, den pårørende og
offentligheden.
RYK – Rygmarvsskade i Danmark finder, at den personlige fortælling og udsagn fra
eksperter i form af smukke, æstetiske og kunstneriske videoer kan være ekstremt
effektive til at ændre synet på sig selv og andre og give inspiration til, hvordan livet kan
leves med stor livskvalitet efter en rygmarvsskade, og hvordan sex og intimitet kan blive
en naturlig del af det daglige liv igen. Det er erfaringen, at personer med rygmarvsskade,
deres evt. samlevere og pårørende gerne bidrager med egne erfaringer til at hjælpe
andre ligestillede. Sex og intimitet for personer med rygmarvsskade er ikke kun en
udfordring i Danmark, og derfor bør videoerne forsynes med engelsk undertekster.
Videoerne skal formidles via sociale medier, RYKs hjemmeside og magasin,
hospitaler/klinikker med fokus på personer med rygmarvsskade, uddannelser, ESCIF
(den europæiske forening) og internationale sundhedsfaglige og sociale konferencer for
og om personer med rygmarvsskade

Klovnens farverige figur skaber opmærksomhed og genkendes af mennesker i alle faser
af livet. De-mensklovne kan derfor skabe kontakt til mennesker med demens, der ellers
har svært ved at kommunikere og være i relationer med andre. Gennem kropssprog,
sansestimuli, musik, dans og berøring kan demensklovne vække minder til live, som
hjælper mennesker med demens med at holde fast i deres identitet og livshistorie. Ved at
kaste lys på mennesket bag sygdommen, kan demensklovne være med til at
imødekomme helt grundlæggende psykologiske behov hos mennesker med demens og
på den måde være med til at styrke relationsarbejdet og fremme personcentreret omsorg
i plejesektoren.
Der er derfor stigende interesse for brug af klovne i demensomsorgen internationalt, men
trods gode internationale resultater og positive erfaringer med enkeltstående brug af
demensklovne på danske plejecentre, har der ikke tidligere været implementeret og
evalueret en større systematisk indsats på området herhjemme.
Med dette projekt ønsker Danske Hospitalsklovne i samarbejde med relevante aktører at
udvikle, implementere og evaluere en klovnefaglig indsats for mennesker med demens
som er bosat på plejecentre. Gennem systematisk refleksion og erfaringsudveksling med
plejepersonalet arbejdes der ligeledes med at inspirere og invitere til et andet blik på
relationsarbejdet med mennesker med demens. Et systematisk videns- og
evalueringsspor vil desuden bidrage til at dokumentere effekten af indsatsen – både med
fokus på de ældres trivsel, og på hvordan der skabes læring og refleksion hos personalet
i relation til personcentreret omsorg. Resultaterne fra projektet vil udgøre det nødvendige
vidensgrundlag for en fremtidig skalering af indsatsen på tværs af landet og vil samtidigt
bidrage med viden om hvordan klovnefaglige værktøjer kan anvendes i den
personcentrerede omsorg.